Der var en mægtig dronning, i hvis have fandtes de dejligste blomster for enhver af årets tider og fra alle verdens lande, men især var det roserne, som hun elskede, og derfor havde hun af disse de mest forskellige arter, lige fra den vilde hæk med de æbleduftende grønne blade til Provences skønneste rose, og de voksede op ad slottets mure, slyngede sig om søjlerne og vindueskarmene, ind i gangene og henad loftet i alle sale; og roserne vekslede i duft, form og farve.
Men sorg og bedrøvelse boede herinde; dronningen lå på sin sygeseng og lægerne forkyndte, at hun måtte dø.
»Der er dog en frelse for hende!« sagde den viseste iblandt dem.
»Bring hende verdens dejligste rose, den, der er udtrykket af den højeste og reneste kærlighed; kommer den for hendes øjne, før de brister, da dør hun ikke.«
Men sorg og bedrøvelse boede herinde; dronningen lå på sin sygeseng og lægerne forkyndte, at hun måtte dø.
»Der er dog en frelse for hende!« sagde den viseste iblandt dem.
»Bring hende verdens dejligste rose, den, der er udtrykket af den højeste og reneste kærlighed; kommer den for hendes øjne, før de brister, da dør hun ikke.«
