Så fornam de et rusk i bælgen; den blev revet af, den kom i menneskehænder og ned i en trøjelomme med flere fyldte ærtebælge. - »Nu vil der snart blive lukket op!« sagde de og det ventede de på.
»Nu gad jeg vide hvem af os der driver det videst!« sagde den mindste ært. »Ja nu vil det snart give sig.«
»Ske hvad der må!« sagde den største.
»Krask!« der revnede bælgen, og alle fem ærter trillede ud i det klare solskin; de lå i en barnehånd, en lille dreng holdt på dem og sagde at det var ordentlige ærter for hans hyldebøsse; og straks kom den ene ært i bøssen og blev skudt væk.
»Nu flyver jeg ud i den vide verden! Tag mig om du kan!« og så var den borte.
»Jeg,« sagde den anden, »flyver lige ind i solen, det er en rigtig ærtebælg og meget passende for mig!«
Væk var den.
»Nu gad jeg vide hvem af os der driver det videst!« sagde den mindste ært. »Ja nu vil det snart give sig.«
»Ske hvad der må!« sagde den største.
»Krask!« der revnede bælgen, og alle fem ærter trillede ud i det klare solskin; de lå i en barnehånd, en lille dreng holdt på dem og sagde at det var ordentlige ærter for hans hyldebøsse; og straks kom den ene ært i bøssen og blev skudt væk.
»Nu flyver jeg ud i den vide verden! Tag mig om du kan!« og så var den borte.
»Jeg,« sagde den anden, »flyver lige ind i solen, det er en rigtig ærtebælg og meget passende for mig!«
Væk var den.
