Det var en sand nydelse, så at man opgav tevandet og blev ved forstandsøvelsen, det kaldte man at lege mennesker, og der var ingen ondskab deri, for de legede kun - og hver tænkte på sig og på hvad pengegrisen tænkte, og pengegrisen tænkte længst, han tænkte jo på testamente og begravelse - og når kom det i stand - altid før man venter det. — Knak! Der lå han fra skabet - lå på gulvet, i stumper og stykker, mens skillingerne dansede og sprang; de mindste snurrede, de
store trillede, især den ene sølvdaler, han ville ordentlig ud i verden.
Og det kom han og det kom de alle sammen, og skårene af penge-grisen kom i bøtten, men på skabet selv stod igen næste dag en ny pengegris af lertøj, der var endnu ikke en skilling i den, derfor kunne den heller ikke rasle, deri lignede han den anden, det var altid en begyndelse - og med den vil vi ende!
store trillede, især den ene sølvdaler, han ville ordentlig ud i verden.
Og det kom han og det kom de alle sammen, og skårene af penge-grisen kom i bøtten, men på skabet selv stod igen næste dag en ny pengegris af lertøj, der var endnu ikke en skilling i den, derfor kunne den heller ikke rasle, deri lignede han den anden, det var altid en begyndelse - og med den vil vi ende!
