Christine gik med døden i sig; hendes yngste lille barn, kun nogle uger gammelt, båret i velstand, født i elendighed, var alt i graven, og nu var det så vidt med Christine, at hun lå dødssyg, forladt, på et usselt kammer, usselt, som hun kunne have tålt det i sine unge år på Seishede, men nu bedre vant, ret følte elendigheden af. Det var hendes ældste, lille barn, også en lille Christine, der led nød og sult med hende, og som havde fået Ib derop.
»Jeg er bange jeg dør fra det stakkels barn!« fremsukkede hun, »hvor i verden skal hun så hen!« - Mere kunne hun ikke sige.
Og Ib fik igen en svovlstikke tændt og fandt en stump lys, den brændte og lyste i det usle kammer.
Og Ib så på den lille pige og tænkte på Christine i unge dage; for Christines skyld kunne han være god mod dette barn, som han ikke kendte.
