Og hun var til ro; men ro blev der ikke hverken i huset eller uden-
for. Stormen ruskede i vinduerne, slog med de lange, dinglende jern-
kramper, ringede med naboens dørklokke i baggården. Den logerende
ovenpå var kommet hjem. Han gik endnu en lille nattetur op og ned;
smed støvlerne, gik så til sengs og til hvile, men han snorker så man
med gode øren kan høre det gennem loftet.
Jeg fandt ikke hvile, jeg kom ikke til ro; vejret lagde sig heller ikke
til ro; det var umanerligt livligt. Blæsten susede og sang på sin måde,
mine tænder begyndte også at blive livlige, de susede og sang på deres
måde. De slog an til stor tandpine.
Det trak fra vinduet. Månen skinnede ind på gulvet. Lysningen kom
og gik, som skyerne kom og gik i stormvejret. Der var en uro i skygge
og lys, men til sidst så skyggen på gulvet ud som noget; jeg så på det
bevægelige og fornemmede en isnende kold blæst.
