sit ene ben så højt i vejret, at tinsoldaten slet ikke kunne finde det og
troede, at hun kun havde ét ben ligesom han.
»Det var en kone for mig!« tænkte han; »men hun er meget for-
nem, hun bor i et slot, jeg har kun en æske, og den er vi fem og tyve
om, det er ikke et sted for hende! Dog jeg må se at gøre bekendtskab!«
Og så lagde han sig så lang han var bag en snustobaksdåse, der stod på
bordet; der kunne han ret se på den lille, fine dame, som blev ved at stå
på ét ben, uden at komme ud af balancen.
