I dagningen var luften ren og stille; så snart solen steg, fløj svanerne
med Elisa bort fra øen. Havet gik endnu stærkt, det så ud, da de var
højt i vejret, som om det hvide skum på den sortgrønne sø var millio-
ner svaner, der flød på vandet.
Da solen kom højere, så Elisa foran sig, halvt svømmende i luften,
et bjergland, med skinnende ismasser på fjeldene og midt derpå strak-
te sig et vist milelangt slot, med den ene dristige søjlegang ovenpå den
anden; nedenfor gyngede palmeskove og pragtblomster, store som
møllehjul.
