»Når man sover, er man undskyldt!« sagde Østenvinden, og derpå
fløj de endnu raskere af sted; man kunne høre det på toppene af sko-
vene, når de for henover dem, raslede alle grene og blade; man kunne
høre det på havet og søerne, thi hvor de fløj, væltede bølgerne højere,
og de store skibe nejede dybt ned i vandet, som svømmende svaner.
Mod aften, da det blev mørkt, så det morsomt ud med de store byer; lysene brændte dernede, snart her, snart der; det var akkurat, som når
man har brændt et stykke papir og ser de mange små ildgnister, hvor
de er børn og går fra skole.
fløj de endnu raskere af sted; man kunne høre det på toppene af sko-
vene, når de for henover dem, raslede alle grene og blade; man kunne
høre det på havet og søerne, thi hvor de fløj, væltede bølgerne højere,
og de store skibe nejede dybt ned i vandet, som svømmende svaner.
Mod aften, da det blev mørkt, så det morsomt ud med de store byer; lysene brændte dernede, snart her, snart der; det var akkurat, som når
man har brændt et stykke papir og ser de mange små ildgnister, hvor
de er børn og går fra skole.
