På alle markerne rundt om voksede korn, både rug, byg og havre, ja
den dejlige havre, der ser ud, når den er moden, ligesom en hel mæng-
de små, gule kanariefugle på en gren. Kornet stod så velsignet, og jo
tungere det var, des dybere bøjede det sig i from ydmyghed.
Men der var også en ager med boghvede, og den ager var lige ud for
det gamle piletræ; boghveden bøjede sig slet ikke, som det andet korn,
den knejste stolt og stiv.
