og kejseren var så glad, og han sagde, at
nattergalen skulle have hans guldtøffel at bære om halsen. Men natter-
galen takkede, den havde allerede fået belønning nok.
»Jeg har set tårer i øjnene på kejseren, det er mig den rigeste skat!
En kejsers tårer har en forunderlig magt! Gud ved, jeg er nok beløn-
net!« og så sang den igen med sin søde, velsignede stemme.
»Det er det elskeligste koketteri, jeg kender!« sagde damerne rund-
tom, og så tog de vand i munden for at klukke, når nogen talte til dem;
de troede da også at være nattergale; ja lakajerne og kammerpigerne
lod melde, at også de var tilfredse, og det vil sige meget, thi de er de
allervanskeligste at gøre tilpas. Jo, nattergalen gjorde rigtignok lykke.
