Den gamle lygte sagde, at ingen af dem lyste nok til at være gade-
lygte, men det troede ingen af dem, og da de hørte, at lygten selv ikke
gav embedet bort, sagde de, at det var meget glædeligt, thi den var
da også alt for affældig til at den kunne vælge.
I det samme kom vinden fra gadehjørnet, den suste gennem røg-
hætten på den gamle lygte, og sagde til den: »Hvad er det for noget,
jeg hører, du vil bort i morgen! Er det den sidste aften jeg skal træffe
dig her? Ja, så skal du have en present! Nu lufter jeg op i din hjerne-
kasse, så at du klart og tydeligt ikke alene skal kunne huske, hvad du
har hørt og set, men når der fortælles eller læses noget i din nærvæ-
relse, skal du være så klarhovedet, at du også ser det!«
