Han bøjede sine knæ, bad så fromt og inderligt! Det var som om
den tavse skovnatur indviedes derved til en hellig kirke; fuglene be-
gyndte at synge som hørte de med til den nye menighed, de vilde
krusemynter duftede som ville de erstatte ambra og røgelse; højt for-
kyndte han skriftens ord:
»Lyset fra det høje har besøgt os, for at skinne for dem, som sidder
i mørket og i dødens skygge, at styre vore fødder på fredens vej! - «
Og han talte om alnaturens forlængsel, og mens han talte, stod
hesten, der havde båret dem i vildt løb, stille og ruskede i de store
brombærranker, så at de modne, saftige bær faldt på liden Helgas
hånd, bydende sig selv til vederkvægelse.
