Den døde, kristne præst bød, at den sovende løftedes op på hesten,
men denne sank under byrden som var dens legeme kun et liglagen,
der flyver i vinden, men korsets tegn gjorde luftfantomet stærkt, og
alle tre red de hen til den faste grund.
Da galede hanen i vikingens borg og synerne løste sig op i tåge, der
for hen i vinden, men ud for hinanden stod moder og datter.
»Er det mig selv, jeg ser i det dybe vand!« sagde moderen.
»Er det mig selv, jeg ser i det blanke skjold!« udbrød datteren, og de
nærmede sig hinanden, bryst mod bryst, favn i favn, stærkest slog
moderens hjerte, og hun forstod det.
