Ud på natten blev det et frygteligt vejr; høns, kyllinger og hanen
med, søgte ly! Plankeværket mellem gårdene blæste ned så det gav et
stærkt rabalder; tagstenene faldt, men vejrhanen sad fast, den drejede
sig ikke engang, den kunne ikke, og dog var den ung, nystøbt, men
sindig og adstadig; den var født gammel, lignede ikke de flagrende
himlens fugle, spurve og svaler, dem foragtede den, »pipfuglene, ringe
af størrelse og ordinære.« Duerne var store, blanke og skinnende, som
perlemor, så ud som en slags vejrhane, men de var tykke og dumme, al
deres tanke gik ud på at få noget i skrutten, sagde vejrhanen, kedelige
i omgang var de. Trækfuglene havde også gjort visit, fortalt om frem-
mede lande, om luftkaravaner og frygtelige røverhistorier med rov-
fuglene, det var nyt og interessant, første gang, men senere vidste
vejrhanen at de gentog sig, at det altid var det samme og det er kede-
ligt.