Lidt syd for Nissum fjord, på den strand hr. Bugge engang havde kaldt
sin, var skibet strandet; de hårde, umenneskelige tider, da vestkystens
beboere øvede ondt, som man siger, mod den strandede, var længst
forbi; kærlighed og hjertelag, opofrelse for de skibbrudne fandtes der,
som den i vor tid lyser frem i de ædleste træk; den døende moder og
det elendige barn ville have mødt omhu og pleje, hvorhen »børen
havde blæst«, men ingen steder inderligere, end hos den fattige fisker-
kone, som endnu i går stod med tungt hjerte ved graven, der gemte
hendes barn, der i dag ville have fyldt sit femte år, om Gud havde
forundt det at leve.
sin, var skibet strandet; de hårde, umenneskelige tider, da vestkystens
beboere øvede ondt, som man siger, mod den strandede, var længst
forbi; kærlighed og hjertelag, opofrelse for de skibbrudne fandtes der,
som den i vor tid lyser frem i de ædleste træk; den døende moder og
det elendige barn ville have mødt omhu og pleje, hvorhen »børen
havde blæst«, men ingen steder inderligere, end hos den fattige fisker-
kone, som endnu i går stod med tungt hjerte ved graven, der gemte
hendes barn, der i dag ville have fyldt sit femte år, om Gud havde
forundt det at leve.
