Men Harry var jo heller ikke nogen helt almindelig dreng.
For at sige det ligeud skilte Harry sig fuldkommen ud fra det normale gennemsnitsbam.
Harry Potter var en troldmand - en troldmand, der netop havde afsluttet sit første år på Hogwarts skole for
heksekunster og troldmandsskab. Og hvis Dursley-familien var ked af at have ham hjemme i ferien, var det intet imod den fortrydelse, Harry følte ved dette arrangement.
Han savnede Hogwarts så stærkt, at det var som at have mavepine i døgndrift. Han savnede slottet med dets hemmelige korridorer og alle dets spøgelser. Han savnede undervisningstimeme (med undtagelse af eliksir-timerne, hvor Snape underviste), han savnede den ugle-leverede morgenpost, at spise festmiddag hver dag i storsalen, at sove i sin himmelseng på sovesalen i Gryffindor-tårnet, at besøge nøglebæreren, Hagrid, i hans hytte nær Den Forbudte Skov; og frem for alt savnede han Quidditch, den absolut mest populære troldmandssport (seks tårnhøje målringe, fire flyvende bolde og fjorten spillere susende omkring på koste).
