Tre dage senere var Harry ved at fortvivle. Der var ingen tegn på, at hans onkel og tante var ved at komme på bedre tanker. Han lå på sin seng og betragtede solnedgangen gennem tremmerne, mens han ulykkeligt spekulerede på, hvad der dog skulle blive af ham.
Hvad ville det hjælpe at trylle sig selv ud af fængslet, hvis det bare medførte, at han blev bortvist fra Hogwarts? Men på den anden side var hans liv her på Ligustervænget så lendigt, at det ikke kunne blive værre, uanset hvad der skete. Nu, hvor familien Dursley var sikker på, at de ikke risikerede at vågne op som bananfluer, havde han mistet sit eneste våben mod dem. Dobby havde måske reddet Harry fra frygtelige farer på Hogwarts, men sådan som situationen havde udviklet sig her, ville han uden tvivl sygne hen og dø af sult under alle omstændigheder.
