»Nu kan jeg forstå det med hans længsel,« sagde lænkehunden,
»snemanden har haft en kakkelovnsskraber i livet; det er den, som har rørt sig i ham, nu er det overstået; væk! væk!«
Og snart var også vinteren overstået.
»Væk, væk!« bjæffede lænkehunden; men småpigerne på gården
sang:
»Skyd frem, skovmærke! frisk og prud, hæng, pil! din uldne vante ud,
kom, kukker, lærke! syng, vi har
alt forår sidst i februar!
Jeg synger med, kukkuk, kvivit!
Kom kære sol, kom sådan tit!«
Så tænker ingen på snemanden.
