Det var næsten som om herskabet følte lettelse ved at sige:
»Det gik ikke i år, lille Larsen!« De var ganske glade ved at kunne sige: »Det gik ikke i år!«
Et par gange om ugen bragte gartneren friske blomster op i stuen, altid smagfuldt ordnede; farverne kom ved sammenstillingen ligesom i et stærkere lys.
»De har smag, Larsen!« sagde herskabet. »Det er en gave, der er givet Dem af Vorherre, ikke af Dem selv!«
En dag kom gartneren med en stor krystalskål, i den lå et åkande- blad; hen på dette var lagt, med sin lange, tykke stilk ned i vandet, en strålende, blå blomst, stor som en solsikke.
»Hindustans lotus!« udbrød herskabet.
En sådan blomst havde de aldrig set; og den blev om dagen stillet hen i solskinnet og om aftenen i reflekslys. Enhver, som så den, fandt den mærkværdig dejlig og sjælden, ja det sagde selv den fornemste af landets unge damer, og hun var prinsesse; klog og hjertensgod var hun. Herskabet satte en ære i at overrække hende blomsten, og den kom med prinsessen op på slottet.
