»Hvorledes skal jeg kunne frelse jer!« sagde søsteren.
Og de talte sammen næsten den hele nat, der blev kun blundet nogle timer.
Elisa vågnede ved lyden af svanevingerne, der susede over hende.
Brødrene var igen forvandlede og de fløj i store kredse og til sidst langt bort, men en af dem, den yngste, blev tilbage; og svanen lagde sit hoved i hendes skød og hun klappede dens hvide vinger; hele dagen var de sammen. Mod aften kom de andre tilbage, og da solen var nede stod de i deres naturlige skikkelse.
»I morgen flyver vi herfra, tør ikke komme tilbage før om et helt år, men dig kan vi ikke således forlade! Har du mod at følge med? Min arm er stærk nok til at bære dig gennem skoven, skulle vi da ikke alle have stærke vinger nok til at flyve med dig over havet.«
»Ja, tag mig med!« sagde Elisa.
