Chen Gaunming hed den 61-årige kinesiske bonde, som blev berømt for at rejse på rickshaw til de seneste tre olympiske sommerlege.
Han døde i Argentina torsdag. China News skriver (på kinesisk), at Chen og hans rickshaw blev ramt af en lastbil og omkom på stedet.
Chen Haiyan, journalist på mediet ArgChina.com, fortæller, at ulykken skete i en afsidesliggende egn i det sydlige Argentina, hvor der kun er få gadelygter og ingen cykelstier.
Chen var en almindelig bonde fra Xuzhou i Jiangsuprovinsen. ”Han var i marken hver dag, og af og til tog han ind til byen for at søge ekstrajobs,” fortæller en nabo. I 2008 besluttede han sig for at rejse 800 kilometer på rickshaw til OL i Beijing.
Han skabte overskrifter verden over, da han i løbet af to år cyklede gennem 16 lande for at komme til OL i London i 2012. På den rejse alene tilbagelagde han næsten 60.000 kilometer.
Sidste års Lege i Rio blev hans tredje og sidste OL. Chen fløj til Canada og cyklede sig så gennem USA og Centralamerika til han nåede Brasilien.
Han havde allerede planlagt at tage til Tokyo på sin rickshaw i 2020.