Nu kan kineserne snart mæske sig i danske pølser og skinke. Fredag godkendte de kinesiske myndigheder nemlig salg af dansk varmebehandlet svinekød i Kina - efter et årtis forhandlinger.
Danmark sælger allerede frossent svinekød og biprodukter til Kina, men nu får kinesiske forbrugere også mulighed for at lægge røde pølser, pålæg og skinkekød i indkøbskurven.
”Det er en stor dag for dansk landbrug og dansk økonomi,” siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) om godkendelsen, som det har taget de danske myndigheder og landbrugserhvervet over 10 år at få i hus.
”Vi er verdensmestre i danske pølser og skinkekød. Det vil middelklassen i Kina selvfølgelig også gerne smage på. Det er lig med både eksportindtægter og arbejdspladser i Danmark. Det er en stor dag, og jeg har svært ved at få armene ned,” siger ministeren ifølge en pressemeddelelse fra Miljø- og Fødevareministeriet.
Erhvervet vurderer, at den nye aftale kan være op imod 250 millioner kroner værd om året i eksportindtægter. Der er tale om varmebehandlet kød, som forarbejdes i Danmark, blandt andet pølser fra Svenstrup og konserves fra Vejle.
”Det er helt i tråd med vores ønske om at fokusere på forædling af fødevarerne i Danmark, inden de sendes til udlandet, fordi det giver den største gevinst,” siger Esben Lunde Larsen, som underskrev aftalen om eksport af dansk varmebehandlet svinekød i maj 2017, da han sammen med statsministeren besøgte Kina.
Danmarks ambassadør i Kina, A. Carsten Damsgaard, er glad for, at de kinesiske myndigheders endelige godkendelsesstempel nu er i hus: ”Vi har kæmpet, og vi har vundet på grund af den høje fødevaresikkerhed og produktkvalitet, vi står for i Danmark. Det er en fornøjelse at kunne binde en sløjfe om den slags forhandlinger.”