丹麦语安徒生童话之枞树11

Øksen huggede dybt igennem marven, træet faldt med et suk hen ad
jorden, det følte en smerte, en afmagt, det kunne slet ikke tænke på
nogen lykke, det var bedrøvet ved at skilles fra hjemmet, fra den plet,
hvor det var skudt frem; det vidste jo, at det aldrig mere så de kære,
gamle kammerater, de små buske og blomster rundt om, ja måske ikke
engang fuglene. Afrejsen var slet ikke noget behageligt.