丹麦语安徒生童话之香肠栓熬的汤20

Hun fortalte mig, at Fantasus var hendes meget gode ven, at han var så dejlig som kærlighedsguden, og at han
mangen stund her tog hvile under træets løvfulde grene, der da susede
endnu stærkere hen over dem begge to; han kaldte hende sin dryade,
sagde hun, træet sit træ, den knudrede, mægtige, skønne eg var just
efter hans sind, rødderne bredte sig dybt og fast ned i jorden, stammen
og kronen løftede sig højt i den friske luft og kendte den fygende sne,
de skarpe vinde og det varme solskin, som det skal kendes. Ja sådan
talte hun: »Fuglene synger deroppe og fortæller om de fremmede
lande! Og på den eneste udgåede gren har storken bygget rede, det
pynter godt og man får lidt at høre fra pyramidernes land. Alt det kan
Fantasus godt lide, det er ham ikke engang nok, jeg selv må fortælle
for ham om livet i skoven fra jeg var lille og træet var spæd, så at en
nælde kunne skjule det, og indtil nu, det er blevet så stort og mægtigt.