Jeg fik sådan en tillid til hende, at jeg sagde pip fra sprækken, hvor jeg
sad; den tiltro syntes hun godt om og forsikrede mig, at jeg skulle være
i hendes beskyttelse; intet dyr skulle få lov at gøre mig fortræd, det
ville hun selv gøre til vinter, når der blev trang på kosten.
Hun var klog i ét og alt; hun beviste mig, at vægteren ikke kunne
tude uden i et horn, som hang løst ved ham; »han bilder sig forfærde-
ligt ind deraf, tror han er ugle i tårnet! Stort skal det være, men lidt er
det! Suppe på en pølsepind!« Jeg bad hende om at få opskriften, og
så forklarede hun mig det: »Suppe på en pølsepind er kun menne-
skelig talemåde og forstås på forskellig måde, og enhver tror sin er
den rigtigste; men det hele er egentlig ikke noget!«