丹麦语安徒生童话之沼泽王的女儿37

Dog et bånd var der, som holdt liden Helga, det var aftenskumrin-
gen; i den blev hun stille og ligesom eftertænksom, lod sig kalde og
føre; da ligesom drog en indre fornemmelse hende til moderen, og når
solen sank og forvandlingen ude og inde fulgte, sad hun der stille,
sørgmodig, skrumpet sammen i paddeskikkelsen, kroppen var vel nu
langt større end dette dyrs, men just derved des grueligere; hun så ud
som en ynkelig dværg med frøhoved og svømmehud mellem fingrene.
Der var noget så bedrøveligt i de øjne, hun så med, stemmen havde
hun ikke, kun et hult kvæk ret som et barn, der hulker i drømme; da
kunne vikingefruen tage hende på sit skød, hun glemte den hæslige
skikkelse, så kun på de bedrøvede øjne og sagde mer' end én gang: