Da talte han mildt til hende om den kærlighedens gerning, hun
havde øvet mod ham i denne nat, da hun i frøens hæslige ham var
kommet, havde løst hans bånd og ført ham ud til lys og liv; hun var
også bundet, bundet med trangere bånd, end han, sagde han, men
også hun skulle og ved ham, komme til lys og liv. Til Hedeby, til den
hellige Ansgar, ville han bringe hende; der, i den kristne stad, ville
fortryllelsen hæves; men ikke foran på hesten, selv om hun godvillig
sad der, turde han føre hende.
»Bag på hesten må du sidde, ikke foran mig! Din trolddoms skøn-
hed har en magt, som er af det onde, jeg frygter den - og dog er sejren
for mig i Kristus!«