丹麦语安徒生童话之沼泽王的女儿53

Hun lod sig tålmodig løfte op på hestens ryg, sad der som en
søvngængerske, der ikke våger og dog ikke vandrer. Den kristne mand
bandt to grene sammen med et bastbånd, at de dannede et kors, det
holdt han højt i hånden, og så red de gennem skoven, der blev tættere,
vejen dybere, eller slet ingen vej. Slåentornen stod som vejbom, man
måtte ride uden om den; kilden blev ikke til rindende bæk, men til
stående mose, man måtte ride uden om den. Der lå styrke og veder-
kvægelse i den friske skovluft, der lå en ikke ringere kraft i mildhedens
ord, der klang i tro og kristen-kærlighed, i den inderlige trang til at
føre den betagne til lys og liv.