Ikke fordi det første år på Hogwarts kun havde været sjov og ballade. I slutningen af sidste semester havde Harry stået ansigt fi] ansigt med ingen ringere end Voldemort i egen, onde person. Voldemort havde ganske vist kun været en skygge af sig selv, men han var alligevel frygtindgydende og snu, stadig fast besluttet på at genvinde sin tidligere magt, som Harry havde brudt som spæd. Og endnu en gang var det lykkedes Harry at undslippe Voldemorts kløer, selvom
det var i allersidste sekund. Selv nu, mange uger senere, kunne Harry vågne svedende op midt om natten og give sig til at spekulere over, hvor Voldemort mon befandt sig nu.
Han kunne stadig se hans ligblege ijæs for sig, hans store, vanvittige øjne
Nu rettede Harry sig op på havebænken. Han havde siddet tilbagelænet og stirret åndsfraværende ind i hækken og hækken stirrede tilbage på ham. To enorme, grønne øjne var kommet til syne mellem bladene.