2. kapitel
Dobbys advarsel Harry skulle til at skrige højt, men det lykkedes ham med nød og næppe at beherske sig. Det lille væsen på sengen havde store flapører og udstående grønne øjne på størrelse med tennisbolde. Harry vidste øjeblikkeligt, at det var det sarmne væsen, som havde betragtet ham gennem havehækken her til morgen.
Dobbys advarsel Harry skulle til at skrige højt, men det lykkedes ham med nød og næppe at beherske sig. Det lille væsen på sengen havde store flapører og udstående grønne øjne på størrelse med tennisbolde. Harry vidste øjeblikkeligt, at det var det sarmne væsen, som havde betragtet ham gennem havehækken her til morgen.
Mens de sad og stirrede på hinanden, hørte Harry Dudleys stemme nede fra entreen.
Må jeg tage Deres overtøj, hr. og fru Mason?“
Væsnet smuttede ned fra sengen og bukkede så dybt, at dets lange, tynde snude rørte ved gulvtæppet. Harry bemærkede, at det var klædt i noget, der lignede et gammelt pudebetræk med flænger, så armene og benene kunne stikke ud.
Væsnet smuttede ned fra sengen og bukkede så dybt, at dets lange, tynde snude rørte ved gulvtæppet. Harry bemærkede, at det var klædt i noget, der lignede et gammelt pudebetræk med flænger, så armene og benene kunne stikke ud.