En kat havde en gang gjort bekendtskab med en mus og fortalt den så meget om den store kærlighed, den følte for den, at musen til sidst gik ind på at flytte sammen med katten og føre fælles husholdning. "Nu må vi samle sammen til vinteren, så vi ikke kommer til at sulte," sagde katten, "og du må være meget forsigtig, så du ikke falder i en fælde." De købte nu en krukke fedt, men kunne ikke blive enige om, hvor de skulle gemme den. Katten tænkte sig længe om og endelig sagde den: "Vi kan ikke stille den noget sikrere sted end i kirken, der er der ingen, som tør tage noget. Vi sætter den under alteret og rører den ikke, før vi er hårdt nødt til det." Krukken blev altså bragt i sikkerhed der, men det varede ikke ret længe, før katten fik lyst til at smage på fedtet. En dag sagde den til musen: "Det er sandt, lille mus, jeg er bedt til barnedåb hos min kusine. Hun har født en søn, der er hvid med brune pletter, ham skal jeg stå fadder til. Du kan nok sørge for huset alene i morgen." - "Gå du kun i Guds navn," svarede musen, "og tænk på mig, når du spiser noget godt. Jeg kunne også nok have lyst til at smage den søde, røde vin." Det var imidlertid slet ikke sandt, at katten skulle til barnedåb, den havde ikke en gang nogen kusine. Den gik lige hen i kirken til fedtkrukken og slikkede den øverste fede hinde af. Så gik den sig en tur på byens tage, så sig om og solede sig og slikkede sig om munden, hver gang den tænkte på fedtet. Først om aftenen kom den hjem igen. "Nå, er du der," sagde musen, "duhar nok moret dig godt. "Åja," svarede katten. "Hvad kom barnet til at hedde?" spurgte musen. "Hindenaf," sagde katten. "Hindenaf," råbte musen, "det var dog et mærkeligt navn. Bruger man det i jeres familie?" - "Tag den med ro," sagde katten, "det er da lige så godt som brødkrummetyv, sådan som din gudsøn hedder."

 

Kort tid efter blev katten igen lækkersulten. "Du må gøre mig den tjeneste igen i dag at passe på huset," sagde den til musen, "jeg er atter bedt til barnedåb, og da barnet har en hvid ring om halsen, kan jeg ikke sige nej." Den skikkelige mus gjorde ingen indvendinger, og katten listede sig ind i kirken og spiste halvdelen af fedtet. "Der er dog ingenting, der smager så godt, som det man selv spiser," tænkte den, velfornøjet med sit dagværk. Da den kom hjem, spurgte musen: "Hvad kom så dette barn til athedde?" - "Halvtforbi," svarede katten. "Halvtforbi! Det var dog løjerligt. Det navn har jeg aldrig hørt," sagde musen forundret, "jeg tør vædde, det står ikke i kalenderen."

 

Det varede ikke længe, før kattens tænder igen løb i vand. "Alle gode gange tre," sagde den til musen, "i dag skal jeg igen til barnedåb. Barnet er helt sort med hvide poter, og ellers ikke et hvidt hår på hele kroppen. Sådan noget sker højst hvertandet år. Du har vel ikke noget imod, at jeg går derhen?" - "Hindenaf, Halvtforbi, det er sådan nogle mærkelige navne," svarede musen, "de får mig til at tænke på så mange ting." - "Du sidder herhjemme i din grå vadmelskjole og fanger griller," sagde katten, "det kommer der af aldrig at gå ud om dagen." Mens katten var borte, gjorde musen orden i hele huset. Katten listede sig imidlertid hen og spiste fedtet helt op. "Når det hele er ædt, får sjælen ro," sagde den til sig selv, og først ved nattetid kom den hjem, tyk og mat. Musen spurgte straks, hvad det tredie barn var kommet til at hedde: "Det navn vil du vel heller ikke kunne lide," sagde katten, "det hedder Heltforbi." - "Heltforbi," råbte musen, "det navn har jeg endnu aldrig set på tryk. Heltforbi, hvad skal det sige?" Den rystede på hovedet, rullede sig sammen og lagde sig til at sove.

 

Nu blev katten aldrig mere bedt til barnedåb. Da det blev vinter, og de ikke kunne finde mere føde, tænkte musen på deres vinterforråd og sagde til katten: "Kom, lad os gå hen og hente det fedt, vi har gemt, det skal smage godt." - "Ja, det tror jeg," svarede katten, "det vil vist smage, som når man rækker tungen ud af vinduet." De begav sig på vej, og da de kom til kirken, stod krukken der nok, men den var tom. "Åh," peb musen, "nu kan jeg forstå det hele. Nu kommer det nok for dagen, hvor god en ven, du har været mig. Du har spist det altsammen, dengang du sagde du var til barnedåb. Først hinden, så det halve, så..." - "Vil du holde mund," råbte katten, "hvis du siger et eneste ord til, æder jeg dig."

 

"Det hele," havde den stakkels lille mus allerede på tungen, men næppe havde den sagt det, før katten sprang ind på den, greb den og åd den. Sådan er verdens gang.

 

有一只猫认识了一只老鼠，便对它大谈特谈自己是多么喜欢老鼠，原意和它交朋友，弄得老鼠终于同意和猫住在一起，共同生活。 "我们得准备过冬的东西了，不然我们到冬天会挨饿的，"猫说，"至于你嘛，我的小老鼠，哪里也不要去，我真怕你会被什么老鼠夹子夹住。"老鼠接受了猫的好建议，于是它们买来了一罐猪油，然而两个人都不知道该把猪油放在什么地方。 它们左思考右思考，最后猫说："我觉得这猪油放在教堂里是再合适不过的了，因为谁也不敢偷教堂里的东西。我们把猪油藏在祭坛下，不到万不得已的时候决不动它。"猪油罐就这样被放到了安全的地方。 可是没过多久，猫开始想吃猪油了，便对老鼠说："小老鼠，我想跟你说点事。我的表姐刚刚生了一个小宝宝，还请我当小宝贝的教母。那小宝贝全身雪白，带着一些褐色的斑点。我要抱着它去接受洗礼，所以今天要出去一下，你一个人在家看家，好吗？""好的，好的，"老鼠说，"你尽管去吧。要是有什么好吃的东西，千万要记着我。我很想尝一点洗礼时用的红葡萄酒。"这一切当然都不是真的，因为猫并没有表姐，也没有被请去当教母。 它直接去了教堂，偷偷爬到猪油罐那里，开始舔呀舔，把顶上一层猪油舔得精光。 然后，它在城里的屋顶上散了散步，想碰碰别的运气；接着便躺下来晒太阳。 每当想起那罐猪油，它都情不自禁地舔舔自己的嘴唇。 它一直等到天黑才回家。 "啊，你终于回来了，"老鼠说，"这一天肯定过得很开心吧？""一切顺利。"猫答道。 "你们给那孩子起了什么名字？""没了顶层！"猫冷淡地说。 "没了顶层！"老鼠叫了起来，"这个古怪的名字可不多见。你们家常取这样的名字吗？""那有什么？"猫说，"不比你的那些教子叫什么'偷面包屑的'更糟吧？"

没过多久，猫又想吃猪油了。 它对老鼠说："你得帮我一个忙，再一个人看一次家。又有人请我当教母了，而且这个孩子的脖子上有一道白圈，我实在无法推辞。"好心的老鼠同意了。 猫从城墙后面溜进教堂，一口气吃掉了半罐猪油。 "什么东西也没有比吃到自己的嘴里更好，"它说，心里对这一天的收获感到很满意。 等它到家时，老鼠问道："这个孩子起的什么名字呀？""吃了一半，"猫回答。 "吃了一半！你在说什么呀？我长这么大了还从来没有听说过这样的名字。我敢打赌，就是年历上也不会有这样的名字！"

不久，猫的嘴巴又开始流口水了，想再去舔一舔猪油。

"好事成三嘛，"它说，"又有人请我去当教母了。这个孩子除了爪子是白色的，浑身黑黝黝的，连一根白毛都没有。这是好几年才会碰上的事情 ，你当然会同意我去的，是吗？ ""没了顶层！ 吃了一半！ "老鼠回答，"这些名字真怪！ 我实在弄不明白。 ""你白天又不出门，"猫说，"整天穿着深灰色的皮袄，拖着长长的尾巴，坐在家里胡思乱想，当然弄不明白啦！ "趁着猫不在家，老鼠把屋子打扫了一下，把东西放得整整齐齐。可是那只馋猫把剩下的猪油吃得干干净净。"人只有把东西吃得干干净净才能放心，"它自言自语地说。它吃得饱饱的，直到天黑了才挺着圆圆的肚子回家。老鼠看到它回来，立刻问它这第三个孩子起的什么名字。"你也不会喜欢这个名字，"猫说，"它叫'吃得精光'。 ""吃得精光！ "老鼠叫了起来，"这个名字太令人费解了！ 我从来没有在书上见过。 吃得精光！ 这是什么意思呢？ "它摇摇头，蜷缩起身子，躺下睡着了。