I udkanten af en stor skov boede der engang en brændehugger med sin kone og deres eneste barn, en lille pige på tre år. De var så fattige, at de ikke havde det daglige brød, og de vidste slet ikke, hvordan de skulle få noget at spise. En morgen gik brændehuggeren dybt bedrøvet ind i skoven til sit arbejde. Bedst som han stod og huggede brænde, så han på en gang en dejlig kvinde med en strålende glorie om hovedet stå for sig. "Jeg er jomfru Marie," sagde hun til ham, "det lille Jesusbarns moder. Du er fattig og lider nød. Bring mig dit barn, så vil jeg tage det med mig og være en moder for det." Brændehuggeren hentede sin lille pige og gav hende til jomfru Marie, der tog hende med sig op i himlen. Der havde hun det dejligt, spiste kager og drak sød mælk, havde gyldne klæder på og legede med englene. Da hun var 14 år gammel, sagde jomfru Marie en dag til hende: "Jeg skal på en lang rejse, min lille pige. Her har du nøglerne til himlens tretten døre. De tolv må du gerne lukke op og se på al herligheden derinde, men den trettende, som denne lille nøgle passer til, må du aldrig åbne. Husk på det. Du vil blive meget ulykkelig, hvis du er ulydig." Pigen lovede at gøre, hvad jomfru Marie havde sagt. Hver dag lukkede hun en af dørene op, lige til hun havde åbnet alle de tolv. Inde bag hver dør sad en apostel omgivet af glans og pragt. Hun syntes det var dejligt at se, og alle englene, der fulgte med hende, glædede sig også ved det strålende syn. Hun manglede nu bare den trettende dør, og havde stor lyst til at vide, hvad der var gemt bag den. Hun sagde derfor til englene: "Det kunne aldrig falde mig ind at lukke døren helt op og gå ind, men jeg lukker den lige op på klem, så vi kan kigge derind." - "Nej, det må du ikke," sagde englene, "det er synd. Jomfru Marie har forbudt det, det kunne let føre dig i ulykke." Hun tav så stille, men nysgerrigheden lod hende ikke have fred. Og en dag, da ingen af englene var hjemme, tænkte hun: "Nu kigger jeg derind. Jeg er jo alene hjemme, så ingen kan vide, at jeg gør det." Hun tog den lille nøgle, stak den i låsen og drejede om. Straks sprang døren op, og hun så den treenige Gud i al hans herlighed. Hun stod et øjeblik forbavset uden at røre sig, så holdt hun den ene finger hen i den gyldne glans, og den blev straks helt forgyldt. Hun blev på en gang forfærdelig angst, smækkede døren i og løb sin vej. Angsten ville slet ikke gå over, og hjertet hamrede i hendes bryst. Guldet ville heller ikke gå af fingeren, hvor meget hun så vaskede sig.

 

Kort tid efter kom jomfru Marie hjem fra sin rejse. Hun kaldte på pigen og bad om nøglerne. Da hun fik dem, så hun barnet ind i øjnene og sagde: "Har du nu ikke åbnet den trettende dør?" - "Nej," svarede hun. Jomfru Marie lagde hånden på hendes hjerte og følte, hvor det bankede; hun mærkede deraf, at pigen ikke havde holdt sit løfte. "Er det sikkert, at du ikke har gjort det?" spurgte hun igen. "Ja," svarede pigen. Da så hun den gyldne finger og spurgte for tredie gang: "Har du ikke åbnet døren?" - "Nej," svarede pigen. Men jomfru Marie sagde: "Du har været ulydig og har ovenikøbet løjet. Du er ikke værdig til at være i himlen."

 

Pigen faldt nu i en dyb søvn, og da hun vågnede, lå hun nede på jorden i et tæt krat. Hun ville råbe om hjælp, men kunne ikke få en lyd frem. Da sprang hun op og ville løbe sin vej, men allevegne voksede der tjørnehække, og hun kunne ikke bane sig vej gennem de skarpe torne. Hun fandt så et gammelt, hult egetræ, som hun måtte bo i. Om natten lå hun derinde og sov, og når det stormede og regnede, krøb hun derind og søgte ly. Det var rigtignok et andet liv end at lege med englene i himlen, og hvergang hun tænkte på, hvor godt hun havde haft det, kom hun til at græde. Hun havde ikke andet at leve af end rødder og bær, som hun plukkede, hvor hun kunne komme til. Da efteråret kom, samlede hun de nedfaldne nødder og blade, og bar dem ind i træet. Nødderne levede hun af om vinteren, og når det sneede og var koldt, krøb hun som et stakkels lille dyr ind under bladene for ikke at fryse. Det varede ikke længe, før hendes klæder gik itu, og tilsidst faldt de helt af hende i stumper og stykker. Da det igen blev varmt, og solen skinnede, satte hun sig foran træet, og hendes lange hår faldt ned over hende som en kappe. Og det ene år gik efter det andet, og hun følte sig som det ulykkeligste menneske på hele jorden.

 

En gang, da træerne stod friske og grønne, drog landets konge på jagt i skoven. Han forfulgte et rådyr, som flygtede ind i krattet, og steg derfor af hesten og banede sig med sit sværd vej gennem buskene. Da han endelig var trængt igennem dem, så han, at der under et træ sad en dejlig pige, helt indhyllet i sit lange, gyldne hår. Han standsede forbavset og spurgte: "Hvem er du, og hvorfor sidder du her?" Hun svarede ikke, for hun kunne ikke mere tale. Konge spurgte igen: "Vil du følge med mig til mit slot?" Hun nikkede, kongen løftede hende op på sin arm, satte hende på sin hest og red hjem med hende. Da de kom til slottet, gav han hende skønne klæder på og rige smykker. Og selv om hun ikke kunne tale, var hun dog så smuk og mild, at han kom til at holde af hende og giftede sig med hende.

 

Efter omtrent et års forløb fødte dronningen en søn. Om natten, da hun var alene, viste jomfru Marie sig for hende og sagde: "Hvis du vil sige sandheden og tilstå, at du har været ulydig, vil jeg give dig din stemme igen, men hvis du endnu er så forstokket at du nægter din synd, tager jeg dit nyfødte barn med." Dronningen fik sin stemme tilbage for at svare, men hun sagde hårdnakket: "Jeg har ikke åbnet døren." Da tog jomfru Marie det nyfødte barn på armen og forsvandt. Den næste morgen var barnet intetsteds at finde, og folk begyndte at hviske om, at dronningen var en menneskeæderske, der havde ædt sit eget barn. Hun hørte det, men kunne ikke forsvare sig, og kongen ville heller ikke tro det, fordi han holdt så meget af hende.

 

Et år efter fødte dronningen igen en søn. Om natten kom jomfru Marie til hende og sagde: "Hvis du vil tilstå, at du har været ulydig, vil jeg give dig dit første barn tilbage og løse din tunge. Men vil du ikke, tager jeg igen dit nyfødte barn med mig." Dronningen sagde igen: "Nej, jeg har ikke gjort det." Jomfru Marie tog da barnet med sig til himlen. Da nu også dette barn var forsvundet, begyndte folk at tale højt om, at dronningen havde ædt det, og ministrene forlangte, at hun skulle stilles for en domstol. Men kongen, der elskede hende og ikke ville tro det, forbød dem under dødsstraf at tale derom.

 

Året efter fødte dronningen en dejlig lille pige, og jomfru Marie kom for tredie gang og sagde til hende: "Kom med mig." Hun tog hende i hånden og førte hende op i himlen og viste hende hendes to ældste børn, der smilede til hende og legede med jordkuglen. Dronningen glædede sig ved at se dem, og jomfru Marie spurgte: "Er dit hjerte nu ikke blødgjort? Hvis du tilstår, at du har åbnet den dør, jeg har forbudt dig at røre, vil jeg give dig dine sønner igen." Men dronningen svarede for tredie gang: "Nej, jeg har ikke gjort det." Da lod jomfru Marie hende atter synke ned på jorden og beholdt også det tredie barn.

 

Da det dagen efter rygtedes, at barnet var forsvundet, råbte hele folket: "Dronningen er en menneskeæderske, hun skal dømmes," og kongen kunne ikke mere sige nej. Hun blev stillet for en domstol, og da hun ikke kunne forsvare sig, blev hun dømt til at dø på bålet. Træet blev stablet sammen ude i gården, og hun blev bundet fast til en pæl. Da flammerne begyndte at slå op om hende, smeltede den isskorpe, som stoltheden havde lagt om hendes hjerte, og hun tænke angerfuldt: "Kunne jeg dog blot før min død tilstå, at jeg har åbnet døren." I samme øjeblik fik hun sin stemme tilbage og råbte højt: "Ja, jomfru Marie, jeg har gjort det." Straks begyndte det at regne, så ilden slukkedes, der bredte sig et strålende lys over himlen, og jomfru Marie kom svævende med drengene ved siden og den lille pige på armen. "Den der angrer sin synd får tilgivelse," sagde hun mildt til dronningen og gav hende de tre børn. Og dronningen kunne atter tale, og jomfru Marie skænkede hende et langt og lykkeligt liv.

 

大森林边住着一位樵夫和他的妻子。 他们只有一个孩子，是个三岁的女孩。 可是他们非常穷，连每天要吃的面包都没有，更不知道该拿什么东西喂孩子。 一天早晨，樵夫愁眉苦脸地到森林里去砍柴，他的面前突然出现了一位高大、美丽的女人，她的头上还戴着一顶饰满了闪烁的星星的宝冠。 她对樵夫说："我是耶稣的母亲，圣母玛利亚。你很穷，需要帮助。把你的孩子给我吧。我愿意把她带走，做她的母亲，好好照料她。"樵夫听从她的话，把孩子带来，交给了圣母玛利亚。 圣母玛利亚把孩子带到了天堂。 孩子在天堂里过得很舒服，吃的是糖饼，喝的是甜牛奶，穿的是金衣服，陪她玩的是小天使。 她长到十四岁时，圣母玛利亚有一天把她叫到面前，对她说："亲爱的孩子，我要出一趟远门。这是天国十三座门的钥匙，由你保管。你可以打开其中十二扇门，看看里面的美景。这把小钥匙是开第十三扇门的，但是你千万不要把那扇门打开，不然你会遭到不幸的。"小女孩答应一定听圣母玛利亚的话。 等圣母玛利亚走了之后，她开始参观天国的住房。 她每天打开一扇门，直到十二扇门被她一一打开。 她看到每一扇门里都坐着一位耶稣的门徒，周围一片光辉灿烂。 这辉煌的景象让她万分欢喜，也让昼夜陪伴她的小天使们非常高兴。 现在只剩下那扇禁止被打开的门了。 她非常想知道这扇门的后面藏的是什么，便对天使们说："我不把门全打开，也不进去。我只想打开一条缝，好让我们大家看看里面有什么。""啊，不行，"小天使们说，"那样做是罪过。圣母玛利亚禁止你打开它，你要是不听话，可能很容易遭到不幸。"她听到这话便不吭声了，可她心中的愿望并没有就此消失，而是在不停地折磨着她，让她得不到片刻的安宁。 一次，天使们全都出去了，她便想："现在只有我一个人，可以进去看一眼。我想谁也不会知道的。"她找出钥匙，一拿在手里就把它插进了锁孔，一插进锁孔就转动了一下，门一下子就开了。 她看到里面在火与光之中坐着"三位一体"（基督教认为圣父、圣子、圣灵原为一体，故称"三位一体"--译者注）。 她站在那里，惊讶地望着一切，然后用手指碰了碰火光，她的手指立刻变成了金的。 她顿时害怕极了，猛地关上门，逃走了。 可是无论她想什么办法，她都无法消除她的恐惧。 她的心总是怦怦直跳，怎么也静不下来，而且手指上的金子怎么也去不掉，无论是擦呀还是洗呀，那金子还在那里。

圣母玛利亚不久就旅行回来了。 她把小女孩叫到跟前，向她要回天国的钥匙。 当她把钥匙递过去时，圣母玛利亚盯着她的眼睛问："你没有打开第十三扇门吧？""没有。"小女孩回答。 圣母把手放在小女孩的心口，感觉到她的心跳得很厉害，立刻明白她没有听话，知道她打开过那扇门。 于是圣母又问："你真的没有打开过那扇门吗？""没有。"小女孩第二次回答。 这时，圣母看到了小女孩因为碰了天火而变成了金子的手指，知道她犯了罪，便第三次问她："你真的没有？""没有。"小女孩第三次说。 圣母玛利亚说："你没有听我的话，而且你还撒谎。你不配再在天堂住下去了。"

小姑娘昏昏沉沉地睡着了。 当她醒来时，她发现自己躺在人间的一片荒野中。 她想喊叫，可是她发不出任何声音。 她站起来想逃走，却发现自己无论走哪个方向，总有密密的荆棘丛挡住她的去路，怎么也越不过去。 在包围她的荒地上立着一棵空心的老树，这便成了她的家。 夜晚来临时，她就爬进树洞，睡在里面。 刮风下雨的时候，她也躲在里面。 这种生活非常凄惨。 每当她想起天堂里的幸福生活，想起和小天使们玩耍的情景，她都会伤心痛哭。 草根和野果是她唯一的食物，而这些她还得努力寻找。 秋天到来的时候，她捡起掉在地上的核桃和树叶，把它们搬进洞。 这些核桃是她冬天的食粮，而在雪花纷飞、天寒地冻的日子里，她只能像可怜的小动物一样爬进那些树叶里，免得被冻死。 不久，她的衣服就破了，一片一片地掉了下来。 当太阳重新暖洋洋地照耀大地时，她便爬出来坐在树前。 她的长头发像一件斗篷，把她全身遮得严严实实。 她就这样一年一年地坐在那里，感受着世间的凄苦与不幸。

冬去春来，树木重新换上了新绿。 一天，国王在森林里打猎，追赶一头狍子，可狍子钻进了包围着这片树林的灌木丛。 国王下了马 ，拨开灌木，用剑为自己砍出了一条路。 等他终于穿过灌木丛时，他看到树下坐着一位非常美丽的姑娘。 只见她坐在那里，金色的长发一直垂到脚跟，把她全身上下遮得严严实实。 国王呆呆地站在那里，无比惊讶地看着她，然后才问她："你是谁？怎么坐在这荒野里？"可是她无法说话，因为她张不了嘴。 国王又问："你愿意跟我回王宫吗？"她只是稍稍点了点头。 国王抱起她，把她放到马背上，带着她骑马回宫。 到了王宫后，他让人给她穿上最美的衣服，还给了她各种各样的东西。 她虽然不会说话，却非常美丽温柔，国王真心实意地爱上了她，没过多久就娶她做了妻子。

大约过了一年，这位王后生下了一个儿子。 当天夜里，当她一个人躺在床上时，圣母玛利亚出现在她的面前，并且对她说："要是你说实话，承认自己打开过那扇禁止打开的门，我就打开你的嘴，让你能开口说话；可要是你顽固不化，继续否认自己的罪孽，我就把你的初生婴儿带走。"圣母这时允许王后说话，可王后固执地说："不，我没有打开那扇禁止打开的门。"圣母玛利亚便从她怀里夺过初生的婴儿，带着他消失了。 第二天早晨，看到孩子不见了，人们便在私下里议论，说王后是吃人的恶魔，竟然杀死了自己的孩子。 这些话她全听到了，却没法说什么。 好在国王非常爱她，所以也不相信大家所说的话。

一年过后，王后又生了一个儿子。 夜里圣母玛利亚又来到了她的面前，对她说："要是你承认打开过那扇禁止打开的门，我就把你的孩子还给你，并且让你开口说话；可要是你继续否认，我就把你这个初生的孩子也带走。"王后仍然回答："没有，我没有打开那扇门。"圣母只好又从她怀里夺过孩子，带着他回天国去了。 第二天早晨，人们看到这个孩子又不见了，便公开地说孩子肯定是被王后吞吃掉了。 国王的大臣们要求审判她，但国王因为深爱着王后，不但不肯相信别人的话，而且还禁止大臣们谈及这件事，违者一律处死。

又过了一年，王后生了一个非常美丽的女儿。 圣母玛利亚第三次在夜里出现在她的面前，对她说："跟我来。"她牵着王后的手，带着她来到天国，让她看她的两个儿子。 那兄弟俩一面朝她微笑 ，一面玩着地球仪。 这情景让王后很高兴，圣母玛利亚便说："你的心还没有软下来吗？要是你承认你打开过那扇禁止打开的门，我就把你的两个儿子还给你。"可是王后第三次回答道："没有，我没有打开那扇门。"于是圣母让她重新回到地面，并且带走了她的第三个孩子。