En far havde to sønner. Den ældste var klog og flink, men den yngste var så dum, at der slet ikke var noget at stille op med ham. "Han vil rigtignok falde sin far ordentlig til byrde," sagde folk om ham. Når der var et eller andet, der skulle gøres, var det altid den ældste, der måtte gøre det, men når hans fader sent om aftenen eller om natten bad ham hente noget, og vejen gik forbi kirkegården, sagde han: "Åh, far, må jeg ikke være fri," for han var ikke så lidt af en kujon. Om aftenen, når de sad om ilden og hørte på historier, var der tit en eller anden, der sagde: "Uh ha, jeg bliver helt bange." Den yngste dreng sad i en krog og hørte efter, og kunne ikke begribe, hvad det skulle betyde. "Altid siger de, at de er bange," tænkte han, "jeg er aldrig bange, men det er vel også en af de ting, jeg ikke forstår."

 

En dag sagde faderen til ham: "Hør engang, min dreng. Du er nu stor og stærk, og det er på tiden, at du lærer noget, hvorved du kan fortjene dit brød. Se, hvor din broder er flittig, men al den ulejlighed, man gør sig med dig, nytter ikke en smule. "Jeg vil også gerne lære noget," svarede drengen, "og der er særlig en ting, jeg kunne have lyst til. Jeg ville gerne lære, hvad det er at være bange, for det kan jeg slet ikke tænke mig." Den ældste broder lo, da han hørte det, og tænkte: "Du gode Gud, hvor er min broder dum, han bliver da aldrig i livet til noget." Faderen sukkede og svarede: "Det vil du såmænd nok snart lære, men det kan du ikke leve af."

 

Kort efter kom degnen på besøg. Faderen klagede sin nød for ham og sagde, at han slet ikke vidste, hvad han skulle stille op med sin yngste søn; han var så dum, så det ikke var til at beskrive. "Tænk engang," sagde han, "da jeg talte med ham om, at han måtte lære noget for at kunne tjene sit brød, sagde han, at han helst ville lære, hvad det var at være bange." - "Når der ikke er andet i vejen," sagde degnen, "så send ham bare hen til mig. Jeg skal nok sætte skik på ham." Det var faderen velfornøjet med og tænkte: "En lille smule kan det dog måske hjælpe på ham." Drengen kom altså i huset hos degnen og skulle ringe med klokken. Efter et par dages forløb vækkede degnen ham ved midnat og sagde, at han skulle gå op i kirketårnet og ringe. "Så skal du nok lære, hvad det er at være bange," tænkte han, og listede i forvejen hen til klokketårnet. Da drengen kom derop og ville tage fat i rebet, så han, at der stod en hvid skikkelse på trappen lige overfor lydhullet. "Hvem der," råbte han, men skikkelsen gav intet svar og rørte sig ikke af pletten. "Vil du svare," råbte drengen, "eller se til, du kommer af sted. Du har ikke noget at gøre her midt om natten." Men degnen blev stående ubevægelig, for at drengen skulle tro, han var et spøgelse. Da råbte drengen igen: "Hvad vil du her? Hvis du er en ærlig karl, så sig det, eller jeg smider dig ned ad trappen." - "Åh, han mener det vel ikke så slemt," tænkte degnen og gav ikke en lyd fra sig, og stod så stille, som om han var af sten. For tredie gang spurgte drengen, hvad han ville, og da det ikke nyttede, gav han spøgelset et spark, så det faldt ti trin ned ad trappen og blev liggende i en krog. Derpå ringede han med klokken og gik hjem og krøb i seng. Degnens kone ventede længe på sin mand, men han kom ikke. Til sidst blev hun bange, vækkede drengen og spurgte: "Ved du ikke, hvor min mand bliver af. Han gik op i tårnet lige før du." - "Nej, det ved jeg ikke," svarede drengen, "men der stod en på trappen, der hverken ville svare mig eller gå sin vej, og så troede jeg, det var en gavtyv og smed ham ned ad trappen. I kan jo gå hen og se, om det er ham, det ville gøre mig ondt." Konen løb af sted og fandt sin mand liggende jamrende i en krog. Han havde brækket det ene ben.

 

Hun bar ham hjem og løb grædende hen til drengens far. "Jeres søn har gjort en stor ulykke," råbte hun, "han har smidt min mand ned ad trappen, så han har brækket benet. Jeg vil ikke have ham en time længere i mit hus." Faderen blev meget forskrækket og skændte dygtigt på drengen. "Hvad er det for slemme ting, jeg hører om dig," sagde han vredt, "det må jo være djævelen selv, der er faret i dig." - "Hør nu, far," sagde drengen, "jeg er ganske uskyldig. Han stod der midt om natten og så ud, som om han havde ondt i sinde. Jeg vidste ikke, hvem det var, og tre gange bad jeg ham tale eller gå sin vej." - "Gud ved, hvad for ulykker du skaffer mig på halsen," sagde faderen. "Gå din vej, jeg vil ikke se dig for mine øjne." - "Det skal være mig en fornøjelse, far," svarede drengen, "så snart det bliver lyst, drager jeg af sted for at lære, hvad det er at være bange. Så ved jeg dog en ting." - "Lær, hvad du vil," sagde faderen, "det er mig ganske ligegyldigt. Der har du halvtredsindstyve daler. Gå så ud i den vide verden, men sig ikke til noget menneske, hvem du er og hvem der er din far, for jeg skammer mig over dig." - "Det skal jeg nok huske," svarede drengen, "når det er det hele, I forlanger skal jeg nok lyde jer."

 

Da det gryede ad dag stak drengen sine halvtredsindstyve daler i lommen og begyndte at gå ud ad landevejen, mens han stadig mumlede: "Bare jeg vidste, hvad det er at være bange, bare jeg vidste, hvad det er at være bange." En mand, der kom forbi, hørte, hvad drengen sagde til sig selv, og da de var kommet så langt, at de kunne se galgen, sagde han til ham: "Se, der i det træ er syv mænd hængt op. Sæt dig under det og vent, til det bliver nat, så vil du noklære, hvad det er at være bange." - "Skal jeg ikke gøre andet," sagde drengen, "det var nemt sluppet. Hvis jeg så hurtig kan lære det, skal du få mine halvtredsindstyve daler. Kom herhen igen i morgen tidlig." Drengen gik hen til galgen og satte sig der og ventede, til det blev aften. Han kom til at fryse og tændte et lille bål, men ved midnatstid blev det så koldt, at han alligevel ikke kunne blive varm. Vinden tog fat i de hængte, så de dinglede frem og tilbage, og han tænkte: "Hvor det må være koldt for dem deroppe, når jeg ikke engang kan holde varmen." Han fik medlidenhed med dem og krøb op og tog dem ned, den ene efter den anden. Derpå rodede han op i ilden, fik den til at brænde klart, og anbragte dem alle syv rundt om den, for at de skulle varme sig. Ilden greb fat i deres klæder, men de rørte sig ikke af pletten. "Tag jer i agt," sagde han, "ellers hænger jeg jer op igen." Men de døde hørte ingenting og sad ganske rolig og lod deres klæder brænde. Da blev han vred og sagde: "Hvis I ikke vil passe på, vil jeg ikke hjælpe jer. Jeg vil ikke brændes for jeres skyld," og så hængte han dem op igen. Derpå satte han sig ved ilden og faldt i søvn. Næste morgen kom manden og ville have de halvtredsindstyve daler. "Nu ved du vel, hvad det er at være bange," spurgte han. "Hvor skulle jeg vide det fra," svarede drengen, "de deroppe har ikke engang gidet lukke munden op, men har været dumme nok til at lade den smule pjalter, de endnu havde på kroppen, brænde op." Manden kunne nok indse, at det ikke nyttede at forlange pengene, og gik sin vej, mens han tænkte: "Han er ikke til at komme nogen vegne med."

 

Drengen begav sig videre ud i verden og begyndte igen at snakke med sig selv: "Bare jeg dog kunne få at vide, hvad det er at være bange." En kusk, der gik bagefter ham, hørte ham snakke og spurgte: "Hvad er du for en?" - "Det ved jeg ikke," svarede drengen. "Hvor kommer du da fra?" spurgte kusken. "Det ved jeg ikke." - "Hvem er din far da?" - "Det må jeg ikke sige." - "Hvad er det, du går og mumler i skægget?" - "Åh, jeg ville ønske, der var nogen, der kunne lære mig hvad det er at være bange," svarede drengen, "men der er ingen, der kan." - "Sikke noget dumt snak," sagde kusken, "kom du kun med mig, så skal jeg se, hvad jeg kan gøre." Drengen gik nu med kusken, og om aftenen kom de til en kro, hvor de ville overnatte. Da de gik ind i stuen, sagde drengen igen højt: "Bare der dog var nogen, der kunne lære mig, hvad det er at være bange." Værten hørte det og sagde leende: "Her skal du nok få din lyst styret." - "Ti dog stille," sagde hans kone, "der er allerede så mange, der har sat livet til her. Det ville være synd, hvis de kønne øjne ikke skulle se lyset mere." Men drengen sagde: "Hvor svært det end er, vil jeg lære det. Det er jo det, jeg er draget ud i verden for." Han lod ikke værten have fred, før han fortalte, at der dér i nærheden lå et forhekset slot, hvor man nok kunne få at vide, hvad det var at være bange. Kongen havde lovet den, der ville våge tre nætter derinde, sin datter til ægte, og hun var den dejligste jomfru, man kunne se for sine øjne. I slottet var der også gemt store skatter, som blev bevogtede af onde ånder. De ville så også blive fri, og der var så mange, at en fattig mand jo nok ville blive rig ved at få dem. Mange mennesker var allerede gået derind, men ingen var kommet ud igen. Den næste dag gik drengen op til kongen og sagde: "Jeg ville gerne have lov til at være tre nætter i det forheksede slot." Kongen syntes godt om ham og sagde: "Du må have lov til at tage tre ting med ind i slottet." Drengen bad om et fyrtøj, en drejerbænk og en høvlebænk med en kniv.

 

Kongen lod det altsammen bringe ind i slottet. Om aftenen gik drengen derind, tændte sig et klart bål, stillede høvlebænken med kniven ved siden af og satte sig på drejerbænken. "Bare jeg nu kunne blive bange," tænkte han, "men det lærer jeg såmænd heller ikke her." Henimod midnat gav han sig til at rode op i ilden, og han hørte da henne fra en krog stemmer, der råbte: "Mjav, mjav, vi fryser sådan." - "I tossehoveder," sagde drengen, "hvis I fryser, så kom hen til ilden og varm jer." Næppe havde havde han sagt det, før to vældige sorte katte kom springende, satte sig ved siden af ham og så på ham med vilde øjne. Da de havde varmet sig sagde de: "Skal vi spille kort, kammerat?" - "Ja, hvorfor ikke," svarede han, "lad mig først se jeres poter." De strakte da kløerne frem. "Sikke lange negle, I har," sagde han, "dem må vi først klippe af." Derpå tog han dem i nakken, løftede dem op på høvlebænken og skruede poterne fast. "Man taber lysten til at spille kort, når man ser på de fingre," sagde han, slog dem ihjel og kastede dem ud i vandet. Da han igen ville sætte sætte sig hen til ilden, vrimlede der sorte katte og hunde frem fra alle sider, flere og flere, så han til sidst knap kunne være der. De skreg grueligt, og ville rive ilden fra hinanden og slukke den. En tidlang så han rolig til, men da det blev ham for broget, greb han sin kniv og råbte: "Vil I se at komme bort i en fart," og huggede løs på dem. Nogle løb deres vej, resten slog han ihjel og kastede ud i dammen. Så gav han sig til at blæse på ilden og lægge den til rette, men da han så sad og varmede sig, blev han så søvnig, at han ikke kunne holde øjnene åbne. Han så sig om og opdagede, at der henne i krogen stod en stor seng. "Det er jo udmærket," tænkte han og lagde sig i den. Men da han havde lukket øjnene, begyndte sengen at løbe rundt og for rundt i hele slottet. "Det var ret," sagde han, "bliv bare ved." Sengen for videre, som om den var forspændt med seks heste, op og ned ad trapper, og så på en gang, bums, væltede den helt om, og han lå der med hele sengen over sig.

 

Han slyngede imidlertid tæpper og puder væk, kravlede ud og sagde: "Værsgod kør nu, hvem der har lyst." Så lagde han sig ved ilden og sov til den lyse morgen. Da nu kongen kom, og så ham ligge der på jorden, troede han, at spøgelserne havde slået ham ihjel. "Det er dog skade for det smukke, unge menneske," sagde han. Drengen hørte det og rejste sig op. "Så galt er det dog heller ikke," sagde han. Kongen blev meget forundret og glad og spurgte, hvordan det var gået ham. "Rigtig godt," svarede han, "nu er den ene nat forbi. De to andre går også nok." Han gik så ud til værten, der gjorde store øjne. "Jeg troede rigtignok aldrig, jeg skulle se dig igen," sagde han, "har du nu lært, hvad det er at være bange?" - "Nej," svarede drengen, "det hjælper slet ikke. Bare der dog var en, der ville lære mig det."

 

Den næste nat gik han igen ind i det gamle slot, satte sig hen til ilden og begyndte sin gamle vise: "Bare jeg nu kunne blive bange." Ved midnatstid hørte man larm og buldren, først sagte, så stærkere og stærkere. Så blev det helt stille, men på en gang lød der et højt skrig, og der faldt et halvt menneske ned på skorstenen. "Hej," råbte han, "det er for lidt. Der mangler det halve." Larmen begyndte nu igen, man hørte støjen og hylen Og nu faldt den anden halvdel ned. "Vent lidt," sagde han, "jeg vil først blæse lidt på ilden." Da han havde gjort det, og vendte sig om igen, så han at de to stykker var sat sammen, og der sad en gyselig mand på hans plads. "Det var ikke meningen," sagde drengen, "det er min bænk." Manden ville puffe ham væk, men det fandt drengen sig ikke i, han skød ham bort og satte sig igen på sin plads. Der faldt endnu flere mænd ned, den ene efter den anden. De hentede dødningeben og to dødningehoveder og gav sig til at spille kegler. Drengen fik lyst til at være med og spurgte: "Må jeg spille med?" - "Ja, hvis du har penge," svarede de. "Jeg har penge nok," sagde han, "men kom her med jeres kugler. De er ikke rigtig runde." Derpå tog han dødningehovederne og satte dem på drejerbænken. "Nu vil de trille bedre," sagde han, "hej, nu skal det gå i en fart." Han gav sig så til at spille med dem og tabte nogle af sine penge. Da klokken slog tolv forsvandt det altsammen, og han lagde sig roligt til at sove. Den næste morgen kom kongen for at høre, hvordan det var gået. "Nå, hvordan har du haft det," spurgte han. "Jeg har spillet kegler," svarede drengen, "og tabt et par skilling." - "Har du ikke været bange?" - "Bange!" råbte han, "nej, jeg har været rigtig lystig. Bare jeg dog vidste, hvad det var at være bange."

 

Den tredie nat satte han sig igen pfå bænken og sagde ærgerlig: "Bare jeg dog nu kunne blive bange." Henad midnat kom seks høje mænd ind med en båre. "Det er nok min fætter," tænkte han, "han er jo død for et par dage siden." Han gav sig til at vinke og råbte: "Kom kun, lille fætter." De stillede ligkisten på jorden, men drengen gik hen og løftede låget op så, at der lå en død mand. Han følte på hans ansigt, der var koldt som is. "Vent lidt, så skal jeg varme dig," sagde han, gik hen og varmede sin hånd ved ilden og lagde den på den dødes ansigt, men det blev ved at være lige koldt. Han tog ham da op af kisten og satte sig ved ilden med ham og gned hans lemmer, for at blodet kunne komme i bevægelse. Da det heller ikke hjalp, faldt det ham ind, at når to ligger i seng sammen, varmer de hinanden så godt. Han lagde derfor den døde op i sengen, dækkede ham til og lagde sig ved siden af ham. Efter en lille tids forløb begyndte den døde da også at røre sig. "Der kan du se, lille fætter," sagde drengen, "nu har jeg dog varmet dig." Men den den døde rejste sig op og råbte: "Nu kvæler jeg dig." - "Hvad for noget," sagde han, "det var en rar tak. Duskalligepå hovedet igen i din kasse." Derpå løftede han ham op, lagde ham ned i kisten og skruede låget til, og de seks mænd kom og bar den bort igen. "Jeg var slet ikke bange," sukkede drengen, "her lærer jeg det aldrig i evighed."

 

I det samme trådte en mand ind, der var større og frygteligere end nogen af de andre. Han var meget gammel og havde et langt, hvidt skæg. "Din usling," råbte han, "nu skal du lære, hvad det er at være bange, for nu skal du dø." - "Tag det med ro," svarede drengen, "jeg har vel også nok lidt at skulle have sagt." - "Dig skal jeg nok få bugt med," sagde manden. "Nå, nå, vær nu ikke så vigtig," sagde drengen, "jeg er vel nok mindst lige så stærk som du." - "Nu skal vi se," sagde den gamle, "hvis du er stærkere end jeg, vil jeg lade dig slippe. Kom så skal vi prøve." Han førte ham så gennem snævre, mørke gange til en smedie, tog en økse og huggede ambolten igennem med et slag, "Det kan jeg meget bedre, " sagde drengen, og gik hen til en anden ambolt. Den gamle stillede sig ved siden af og ville se på det, og hans hvide skæg hang ned lige ved ambolten. Da greb drengen øksen, og med et hug slog han en spalte i ambolten og klemte den gamles skæg fast deri. "Nu har jeg dig," sagde han, "nu er det nok din tur til at dø." Han greb nu en jernstang og slog løs på manden, til han jamrende bad ham holde op og lovede at give ham store skatte. Drengen trak så øksen ud og lod ham komme løs. Den gamle mand førte ham da tilbage til slottet og viste ham tre kister med guld, der stod i en kælder. "Den ene er til de fattige," sagde han, "den anden skal kongen have, og den tredie er din." I det samme slog uret tolv, ånden forsvandt, og drengen stod alene tilbage i mørket. "Jeg finder vel nok ud," sagde han og famlede sig frem og fandt også vejen tilbage til værelset, hvor han lagde sig ved ilden og sov. Den næste morgen kom kongen og sagde: "Nå, har du lært, hvad det er at være bange?" - "Nej," svarede drengen. "Hvordan kan det dog være? Jeg har haft besøg af min døde fætter og en mand med et langt skæg, der har vist mig en hel masse penge, men ingen af dem har lært mig, hvad det er at være bange." Men kongen sagde: "Du har udfriet slottet og nu giver jeg dig min datter til ægte." - "Ja, det er altsammen meget godt," svarede han, "men jeg ved endnu ikke, hvad det er at være bange."

 

Guldet blev nu bragt op og brylluppet fejret, men hvor glad den unge konge end var, og hvor højt han end elskede sin dronning så sagde han dog stadig: "Kunne jeg dog bare blive bange." Det ærgrede dronningen, og hendes kammerpige sagde så til hende: "Jeg skal nok lære kongen, hvad det er at være bange." Hun gik derpå ned til den bæk, der løb igennem haven, og tog en hel spand fuld af karudser. Om natten, da den unge konge sov, trak dronningen tæppet af ham og hældte det kolde vand med karudserne ud over ham, så de små fisk lå og sprællede rundt om ham. Da vågnede han og råbte: "Åh, lille kone, jeg er så bange, så bange. Ja, nu ved jeg rigtignok, hvad det er at være bange."

 

有位父亲，膝下有两个儿子。 大儿子聪明伶俐，遇事都能应付自如；小儿子呢，却呆头呆脑，啥也不懂，还啥也不学，人们看见他时都异口同声地说："他父亲为他得操多少心哪！"

遇到有什么事儿要办的时候，总得大儿子出面去办；不过，要是天晚了，或者深更半夜的时候，父亲还要他去取什么东西的话，而且要路过墓地，或者其它令人毛骨悚然的地方，他就会回答说："啊，爸爸，我可不去，我害怕！"他是真的害怕。

晚上，一家人围坐在火炉旁讲故事，讲到令人毛发悚立的时候，听故事的人里就会有人说："真可怕呀！"小儿子在这种时候，总是一个人坐在屋角里听他们说话，却怎么也不明白他们说的是什么意思，于是他常常大声地说："他们都说，'我害怕！我害怕！'可我从来不害怕。我想这一定是一种本领，是一种我完全弄不懂的本领。"

有一天，父亲对他说："你就呆在角落里，给我听好了。你已经是一个强壮的小伙子了，也该学点养活自己的本事了。你看你哥哥，多么勤奋好学；你再看看你自己 ，好话都当成了耳边风。 "

"爸爸，你说的没错，"小儿子回答说，"我非常愿意学点本事。要是办得到的话，我很想学会害怕，我还一点儿也不会害怕呢。"

哥哥听了这话，哈哈大笑起来，心想，"我的天哪，我弟弟可真是个傻瓜蛋；他一辈子都没什么指望了。三岁看小，七岁看老嘛。"父亲叹了一口气，对小儿子回答说："我保证，你早晚能学会害怕；不过，靠害怕是养活不了自己的。"

过了不多日子，教堂的执事到他们家来作客，于是父亲向他诉说了自己的心事，抱怨他的小儿子简直傻透了，啥也不会 ，还啥也不学。 他对执事说："您想一想，我问他将来打算靠什么来养活自己，他却说要学会害怕。"

执事听了回答说："如果他想的只是这个的话，那他很快能学会的。让他跟我走好啦，我替你整治他。"

父亲满口答应，心想，"不论怎么说，这小子这回该长进一点啦。"于是，执事就把小儿子带回了家，叫他在教堂敲钟。

几天后的一个深夜，执事把小儿子叫醒，要他起床后到教堂钟楼上去敲钟。 "这回我要教教你什么是害怕。"执事心里想着，随后悄悄地先上了钟楼。 小儿子来到钟楼，转身去抓敲钟的绳子的时候 ，却发现一个白色的人影儿，正对着窗口站在楼梯上。

"那是谁呀？"他大声地问，可是那个影子却不回答，一动不动地站在那儿。

"回话呀！"小伙子扯着嗓子吼道，"要不就给我滚开！深更半夜的你来干啥！"

可是执事呢，仍然一动不动地站在那儿，想叫小伙子以为他是个鬼怪。

小伙子又一次大声吼道："你想在这儿干啥？说呀，你实话实说，不说我就把你扔到楼下去。"

执事心想："他不会那么做"，因此他依然一声不响，一动不动地站在那儿，就像泥塑木雕的一般。

接着小伙子第三次冲他吼叫，可还是没有一点儿用，于是小伙子猛扑过去，一把将鬼怪推下了楼梯。 鬼怪在楼梯上翻滚了十多级，才躺在墙角不动了。 接着小伙子去敲钟，敲完钟回到了他自己的房间后，一言未发，倒头便睡。

执事的太太左等右等却不见丈夫回来，后来她感到很担忧，就叫醒了小伙子，问他："你知不知道我丈夫在哪儿？他在你之前上的钟楼。"

"不知道，"小伙子回答说，"不过，有个人当时对着窗口站在楼梯上。我朝他大吼大叫，他不答话，也不走开，我想那一定是个坏蛋，就一下子把他从楼梯上推了下去。您去看看，就知道是不是您丈夫了。要是的话，我非常抱歉。"

执事的太太急匆匆跑了出去，发现她丈夫正躺在墙角，一边呻吟一边叹息，因为他的一条腿给摔断了。

执事的太太把他背回了家，随后跑去见小伙子的父亲，对着他大喊大叫："你的那个小子闯下了大祸。他把我丈夫从钟楼的楼梯上一把给推了下来，腿都摔断了。把这个废物从我们家领走吧。"

一听这些，父亲惊慌失措，风风火火地跑到执事家，对着儿子破口大骂："你一定是着了魔，竟干出这等混账事来！"

"爸爸，"小伙子申辩说，"一点儿都不怪我呀。您听我说：他深更半夜的站在那里，好像是来干坏事的。我哪里知道那是谁呀！我一连三次大声地告诉他，要么答腔儿，要么走开。"

"唉！"父亲说道，"你只会给我召灾惹祸。你给我走得远远的，别让我再见到你。"

"好吧，爸爸，"小伙子回答说，"可得等到天亮才成。天一亮，我就去学害怕。起码我要学会养活自己的本事。"

"你想学啥就去学吧，"父亲说道，"反正对我都是一回事。给你五十个银币，拿着闯荡世界去吧。记着，跟谁也别说你是从哪儿出去的，你父亲是谁。有你这样一个儿子我脸都丢光了。"

"那好吧，爸爸，我就照您说的去做好啦。"小伙子回答说，"如果您不再提别的要求的话，这事太容易办到啦。"

天亮了，小伙子把那五十个银币装进衣袋里，从家中走出来，上了大路。 他一边走，一边不停地自言自语："我要是会害怕该多好啊！我要是会害怕该多好啊！"

过了不久，有一个人从后面赶了上来，听见了小伙子自言自语时所说的话。 他们一块儿走了一段路程，来到了一个看得见绞架的地方，这个人对小伙子说："你瞧！那边有棵树，树上一共吊着七个强盗。你坐在树下，等到天黑了，你准能学会害怕。"

"如果只要我做这个的话，那太容易啦。"小伙子回答说，"要是我真的这么快就学会了害怕，我这五十个银币就归你啦。明天早晨你再来一趟。"

小伙子说完就朝绞架走去，然后坐在绞架的下面，等着夜幕的降临。 他坐在那里感到很冷，于是就生起了一堆火。 可是夜半风起，寒冷难耐，他虽然烤着火，还是感到很冷。 寒风吹得吊着的死尸荡来荡去，相互碰撞。 他心想，"我坐在火堆旁还感到挺冷的，那几个可怜的家伙吊在那里，该多冷呀。"小伙子的心肠可真好：他搭起梯子，然后爬上去，解开了这些被绞死的强盗身上的绳索，再一个接一个地把他们放下来。 接着他把火拨旺，吹了又吹，使火堆熊熊燃烧起来。 然后他把他们抱过来，围着火堆坐了一圈，让他们暖暖身子。 可是这些家伙坐在那里纹丝不动，甚至火烧着了他们的衣服，他们还是一动也不动。 于是小伙子对他们说："你们在干什么？小心点啊！要不我就把你们再吊上去。"可是这些被绞死的强盗根本听不见他的话，他们仍然一声不吭，让自己的破衣烂衫被火烧着。

小伙子这下子可真生气了，于是就说："你们一点儿都不小心，我可帮不了你们啦，我才不愿意和你们一起让火烧死呢。"说完，他又把他们一个接一个地全都吊了上去。 然后，他在火堆旁坐了下来，不一会儿就睡着了。

第二天清早，那个人来到小伙子面前，想得到他的五十个银币。 他对小伙子说："喂，我想你现在知道什么是害怕了吧？"

"不知道哇，"小伙子回答说，"我怎样才能知道呢？上边吊着的那些可怜的家伙，怎么都不开口，个个是傻瓜，身上就穿那么点儿破破烂烂的衣服，烧着了还不在乎。"

听了这话，那个人心里就明白了，他是怎么也赢不到小伙子的五十个银币了，于是，他就走了，走的时候说道："我活这么大岁数还从来没有见到过这样的人呢。"

小伙子又上了路，路上又开始嘀嘀咕咕地自言自语："我要是会害怕该多好啊！我要是会害怕该多好啊！"

一个从后面赶上来的车夫听见了小伙子的话，就问道：

"你是谁呀？"

"我不知道。"小伙子答道。

车夫接着问道："你打哪儿来呀？"

"我不知道。"

"你父亲是谁？"

"这我可不能告诉你。"

"你一个劲儿地在嘀咕些啥呢？"

"咳，"小伙子回答说，"我想学会害怕，可没谁能教会我。"

"别说蠢话啦，"车夫说道，"跟我走吧。我先给你找个住的地方。"

小伙子跟着车夫上了路，傍晚时分他们来到了一家小旅店，打定主意要在这儿过夜。 他们进屋时，小伙子又高声大嗓门地说了起来："我要是会害怕该多好啊！我要是会害怕该多好啊！"

店主无意中听到了这话，就大声地笑了起来，然后说：

"你要是想这个的话，这里倒是有一个好机会呀。"

"别再说了，"店主的太太说道，"有多少冒失鬼都在那里送了命啊。要是这个小伙子的那双漂亮的眼睛，再也见不到阳光了，那多可惜呀。"

听了店主太太的这番话，小伙子却说："我一定要学会，不管多么艰难，我都不在乎。正是为了这个我才从家里出来闯荡的。"小伙子死缠着店主不放，店主只好告诉他：离小旅店不远，有一座魔宫，谁要想知道害怕是怎么一回事，只要在那里呆三个夜晚就行了。 国王已经许下诺言，谁愿意到魔宫里一试身手，就把公主许配给谁。 那位公主啊，是天底下最最美丽的少女呢。 在魔宫里，藏着大量的金银财宝，由一群恶魔把守着。 谁要是能得到这些金银财宝，就是一个穷光蛋也会成为大富翁的。 不少人冒险进到魔宫里去，可是都是有去无还。

第二天早晨，小伙子去见国王，他对国王说："如果能得到您的允许，我很高兴到魔宫里去守夜三天。"

国王对小伙子上下打量了一番，觉得他挺不错的，就回答说："你可以去，你还可以要三样东西带到魔宫里去，但必须是无生命的东西。"

"那么，"小伙子回答说，"我就要一把火、一个木匠工作台，还要一台带刀的车床。"

国王吩咐把小伙子所要的东西在白天搬深到魔宫里去。 黄昏时分，小伙子走进魔宫，在一个房间里生起了一堆熊熊燃烧的大火，把木匠工作台和车刀放在火堆旁边，自己则靠着车床坐下。 "我要是会害怕该多好啊！"他说道，"没准在这儿我还是学不会害怕。"

快到半夜的时候，小伙子打算往火堆里添柴，好让火烧得旺些。 正当他使劲儿吹火的时候，突然听到从房间的一个角落里传来的叫声："喵儿，喵儿，我们好冷啊！"

"你们这帮笨蛋，"小伙子说道，"喵喵地叫喊个啥？要是真冷，就坐过来烤烤火。"

他话音刚落，就一下子跳过来两只大黑猫，在他身旁坐下，一边坐一只，瞪大眼睛恶狠狠地盯着他。 过了一会儿，两只黑猫烤暖和了，就对小伙子说："伙计，咱们一起打牌怎么样？"

"那敢情好，"小伙子回答说，"不过呀，得先让我看看你们的爪子。"两只黑猫果真把爪子伸了过来。

"哎呀呀，你们的指甲好长啊！"小伙子大声说道，"等一下，我来给你们剪一剪吧。"

小伙子说着就掐住它们的脖子，把它们放在木匠工作台上，牢牢地夹住它们的爪子。 然后他说："我已经看过你们的爪子了，我不喜欢和你们打牌。"说完，他把两只黑猫给打死了，扔到了外面的水池里。

可是，他刚刚收拾了这两只黑猫，准备回到火边坐下的时候，从房间的各个角落、各个洞穴又钻出成群的黑猫和黑狗，还拖着烧得火红的链子，而且越来越多，多得连小伙子藏身的地方都没有了。 这些黑猫黑狗尖叫着，声音非常吓人，接着它们在火堆上踩来踩去，把火堆上燃烧的柴火拖得到处都是，想将火弄灭。 起先，小伙子一声不吭地忍受着它们的恶作剧，可等到它们闹得太不像话了，他一把抓起车刀来，大声喝道："都给我滚开，你们这帮流氓！"说着他就开始左劈右砍。 有的猫狗逃之夭夭，没逃掉的就被他砍死了，扔进了外面的水池里。

他回屋后，把余烬吹了又吹，使火重新熊熊燃烧起来，然后坐在火边暖和暖和身子。 他这样做着坐着，眼睛渐渐地就睁不开了，他很想睡上一觉。 他环顾四周，发现角落里有一张大床。 "这正是我需要的东西。"他说道，然后就躺了上去。 谁知他刚要合眼，大床却开始移动，接着在魔宫中到处滚动。

"接着滚，挺好的，"小伙子喊叫着说，"想滚多快都行啊。"话音刚落，大床就像有六匹马拉着似的，上下翻腾，飞也似的向前滚动，越过一道道门槛，翻越一段段楼梯。 忽然间，轰隆一声巨响，大床翻了个个儿，来了一个底朝天，像一座大山一样压在了小伙子的身上。 可小伙子把床垫枕头什么的猛地一掀，就钻了出来，然后说道："现在谁想乘坐，就请便吧。"

说完他便躺在火堆旁，一觉睡到大天亮。

第二天早上，国王驾到。 国王看见小伙子躺在地上，以为他丧生于鬼怪，确实死了，国王于是长吁短叹，说道："多可惜啊！多帅的小伙子啊！"

小伙子听到这话，一跃而起，说道："还没到这份儿上！"

国王见此情景又惊又喜，问他情况如何。

"很好，"小伙子回答说，"已经过去了一夜，另外两夜也会过去的。"

小伙子回到旅店，店主惊得目瞪口呆。 他对小伙子说：

"我以为再也见不到你了。你学会害怕了吗？"

"还没有呢，"小伙子回答说，"完全是白费力气。要是有谁能教我学会害怕就好啦！"

第二天晚上，小伙子又走进古老的魔宫。 他在火堆旁坐下来之后，又开始老调重弹："我要是会害怕该多好啊！"

时近午夜，小伙子听见一片嘈杂声，由远及近，越来越响，随后又安静了一小会儿，接着顺着烟囱跌跌撞撞下来一个半截人，一步跨到小伙子的面前。 "喂，"小伙子说，"还得有半截才行，这成什么样子！"

说完，嘈杂声又响了起来。 随着一阵喧嚣，另半截身子也摇摇晃晃地落了下来。 "等一等，"小伙子说，"我把火吹旺一点。"

当小伙子把火吹旺了，转过头来时，那两个半截身子已经合在了一起，变成了一个面目狰狞可怕的家伙，正端坐在小伙子的座位上。

"我可没这个意思，"小伙子大声地嚷嚷说，"那座位是我的。"

那个家伙想把小伙子推开，可小伙子怎么会答应呢，一用劲儿把那家伙推开，重又坐在自己的座位上。 随后，越来越多这样的家伙从烟囱落到地面，他们随身带着九根大骨头和两个骷髅，把骨头立在地上就玩起了撞柱游戏。 小伙子一见心里痒痒的，也想玩这种游戏，于是就问他们："喂，算我一个好吗？"

"好哇，"他们回答说，"有钱就来玩。"

"钱我有的是，"小伙子回答说，"不过你们的球不太圆。"

说完他就抓起骷髅，放在车床上把骷髅车圆了。

"圆啦，"小伙子喊叫着说，"这回就滚得更顺溜啦。我们会玩得很痛快！"

小伙子和他们一块儿玩了起来，结果输了一些钱。 说也奇怪，午夜十二点的钟声响起时，眼前的一切消失得无影无踪。 于是小伙子默默地躺下睡觉。

第三天晚上，小伙子又坐在工作台上，心情烦躁地叨咕：

"我要是会害怕该多好啊！"

话音刚落，突然走进来一个高大的男人，个头比小伙子见过的任何人都高，样子特别可怕。 他已上了年纪，留着长长的白胡子。

"嘿，淘气鬼！"他吼叫道，"你马上就学会害怕啦！你死到临头啦！""没那么容易吧，"小伙子回答说，"要我死，先得我答应。"

"我这就宰了你。"这个恶魔咆哮道。

"忙什么，忙什么，"小伙子对他说，"别尽吹牛皮。我觉得我和你的劲一样大，或许比你的劲还要大。"

"那咱们较量较量。"老头儿大叫道，"要是你比我劲大，我就放你走。过来，咱们比试比试吧。"

他领着小伙子穿过黑乎乎的通道，来到一座铁匠炉前。 老头儿举起一把斧头，猛地一下，就把一个铁砧砸进了地里。

"我会干得比这更漂亮。"小伙子一边说着一边朝另一个铁砧走过去。 老头儿站在一旁观看，白花花的胡子垂在胸前。 小伙子一把抓起斧头，一斧就把铁砧劈成两半，还把老头儿的胡子紧紧地楔了进去。

"这下我可逮住你啦，"小伙子大叫道，"是你死到临头啦！"

说着小伙子顺手抓起一根铁棍，对着老家伙就乱打起来，打得他鬼哭狼嚎，央求小伙子住手，并告诉小伙子说，如果他住手，他会得到一大笔财富。 于是小伙子将斧头拔了出来，放开了老家伙的长胡子。

老头儿领着小伙子回到魔宫，给他看了三只大箱子，箱子里装满了黄金。 "一箱给穷人，"他说道，"一箱给国王，另一箱就是你的了。"

正说着话的当儿，午夜十二点的钟声敲响了，这个老妖怪一下子就无影无踪了，只剩下小伙子一个人站在黑夜之中。

"我自己能离开这个地方。"小伙子说道，说完就开始在四周摸索，终于找到了回房间的路。 回到房间后，他就在火堆旁睡着了。

次日早上，国王再次驾到，问小伙子："我想这回你终于学会害怕了吧？"

"没有，真的没有，"小伙子回答说，"害怕到底是怎么回事呢？来了一个白胡子老头儿，让我看了好多金子，可他并没告诉我害怕是怎么回事啊！"

"好吧，"国王对小伙子说，"既然你解除了宫殿的魔法，你就娶我的女儿为妻吧。"

"那可真是太好啦。"小伙子回答说，"可我现在还是不明白害怕到底是怎么回事啊！"

黄金被取出来后，就举行了婚礼。 小伙子非常爱他的妻子，感到生活无比幸福，可是他仍然不停地唠叨："我要是会害怕该多好啊！我要是会害怕该多好啊！"对此他年轻的妻子终于恼火了，于是她的贴身丫环对她说，"我来想个办法，准叫他学会害怕。"

说罢她来到流经花园的小溪边，让人把满满一桶虾虎鱼放到屋里，然后告诉她的女主人，等到她丈夫夜里熟睡时，把被子掀开，再把桶里的鱼和水一古脑倒在他身上，这样一来，虾虎鱼就会在他全身乱蹦乱跳。

果然小伙子一下子就惊醒了，大喊大叫："我害怕！哎呀，哎呀！到底是什么使我害怕的呀？亲爱的，这下我可知道害怕是怎么回事啦！"