Der var engang en bonde, som havde drevet sin ko til marked og solgt den for fem daler. På hjemvejen kom han forbi en dam, og allerede langt borte fra hørte han frøerne kvække: "Brekekeks, brekekeks." - "De snakker, som de har forstand til," sagde han, "det er fem, jeg har fået, og ikke seks." Og da han kom hen til vandet, råbte han: "I fæhoveder. Det er nu fem og ikke seks." Men frøerne blev ved med deres: "Brekekeks." - "Når I ikke vil tro det, skal jeg vise jer det," sagde han, tog pengene op af lommen og talte dem. Frøerne brød sig aldeles ikke om det, men blev ved med at råbe: "Brekekeks, brekekeks." - "Hold dog op," råbte bonden rasende, "værsgod, nu kan I selv tælle efter, siden I tror, I ved bedre end jeg." Derpå kastede han pengene ud i vandet. Han blev stående og ventede på, at han skulle få sine penge tilbage, men de påståelige frøer blev ved med deres brekekeks, og der kom ingen penge. Han ventede i flere timer, lige til det blev aften. Så måtte han jo hjem, men han skældte frøerne dygtigt ud og råbte: "I torskepander, I tossehoveder. I vræler, så man får hovedpine af at høre på det, men I kan ikke engang tælle fem daler. Tror I jeg har tid at vente på det smøleri." Derpå gik han sin vej, men frøerne blev ved at råbe "Brekekeks," og han ærgrede sig rigtigt over dem.

 

Nogen tid efter købte han en anden ko. Den slagtede han og beregnede nu, at hvis han kunne få kødet godt betalt, kunne han få lige så mange penge, som begge køerne var værd, og så havde han oven i købet skindet af den ene. Da han kom til byens port, løb der en stor flok hunde imod ham. Den største af dem sprang op ad ham, snusede til kødet og gøede. Da den ikke ville holde op, sagde bonden til den: "Ja, jeg kan jo nok mærke, at du vil have fat i kødet, men det blev nok en net historie, hvis jeg gav dig det." - "Vov vov," sagde hunden. "Vil du lade være med at spise det og også stå inde for dine kammerater," spurgte han. "Vov vov," svarede hunden. "Ja, når du lover mig det, må jeg vel give dig det," sagde bonden, "men inden tre dage vil jeg have pengene for det. Jeg ved nok, hvem du tilhører. Bring dem selv ud til mig, ellers skal det komme dig dyrt til at stå." Derpå pakkede han kødet ud, og hundene styrtede sig straks over det. "Nu tager de det nok alle sammen," tænkte bonden, "men den store må indestå mig for pengene."

 

Den tredie dag tænkte bonden: "I aften har jeg pengene i lommen," og han glædede sig allerede til det. Men der kom ingen og bragte ham dem. "Man kan da heller ikke stole på nogen," sagde han, og til sidst tabte han tålmodigheden og gik ind til byen og forlangte pengene af slagteren. Slagteren troede det var spøg, men bonden sagde: "Det er mit ramme alvor, jeg vil have mine penge. Har den store hund ikke for tre dage siden bragt jer en hel ko?" Da blev slagteren vred, greb et kosteskaft og jagede ham ud. "Vent du bare," sagde bonden, "der er dog noget, der hedder retfærdighed." Derpå gik han op på slottet og bad om at få kongen i tale. Han blev ført frem for kongen, der sad på tronen med sin datter, og spurgte, hvad han havde at beklage sig over. "Frøerne og hunden har stjålet fra mig," sagde han, "og nu har slagteren givet mig prygl derfor." Kongedatteren gav sig til at le højt, og kongen sagde: "Ja der kan j eg ikke skaffe dig ret, men j eg vil give dig min datter til kone. Det er første gang, jeg har hørt hende le, og jeg har lovet, at den der fik hende til det, skulle blive gift med hende." - "Mange tak," svarede bonden, "men jeg har rigtignok en kone i forvejen, og det er såmænd mere end nok. Hun gør det virkelig broget nok for mig." - "Du er en uforskammet karl," sagde kongen vredt. "Åh, herre konge," svarede bonden, "hvad kan man forlange af en stud andet end et brøl." - "Vent lidt," sagde kongen, "du skal få en anden belønning. Gå din vej nu, men kom igen om tre dage. Så skal du få femhundrede."

 

Da bonden kom ud, sagde skildvagten til ham: "Du får nok noget godt, når du har fået kongedatteren til at le." - "Ja det tror jeg," svarede bonden, "femhundrede daler, får jeg." - "Hvad vil du med alle de penge?" sagde soldaten "giv mig nogle af dem." - "Ja ja, siden det er dig," svarede bonden, "om tre dage kan du melde dig hos kongen og bede om de to hundrede." En jøde, der havde hørt, hvad han fortalte, løb hen til ham og sagde: "I er rigtignok en lykkens yndling. Men hvad vil I med alle de store dalere? Skal jeg ikke veksle dem for jer." - "Jeg har trehundrede tilbage," sagde bonden, "giv mig dem så straks. Du kan få dem hos kongen om tre dage." Jøden blev glad og betalte ham pengene i gamle skillinger, hvoraf tre var så meget værd som to nye. Efter tre dages forløb gik bonden igen op til kongen. "Træk trøjen af ham," sagde han, "så skal han få de femhundrede." - "Det er ikke mig der skal have dem," sagde bonden, "tohundrede har jeg lovet skildvagten herudenfor, og resten har jeg fået vekslet hos en jøde." Imidlertid kom soldaten og jøden og forlangte at få, hvad bonden havde lovet dem. Kongen lod så hente en tamp, og soldaten fik først tohundrede af de slag, som han havde tiltænkt bonden. Han fandt sig tålmodig i det - han havde nok prøvet det før - men jøden jamrede og skreg: "Av, av, sikke hårde dalere." Kongen lo ad bonden og var ikke mere vred på ham. "Nu har du jo ingen belønning fået," sagde han, "men det skal du nok få erstatning for. Gå ind i mit skatkammer og tag så mange penge, du vil." Det lod bonden sig ikke sige to gange, men stoppede så meget i sine store lommer, som han på nogen måde kunne. Så gik han ned på kroen og gav sig til tælle sine penge. Jøden havde listet sig bagefter ham og lyttede nu efter, hvad han sad og snakkede med sig selv om. "Den lurendrejer af en konge har nok narret mig alligevel," hørte han ham sige, "han havde vel nok selv kunnet give mig pengene. Nu ved jeg jo slet ikke, om alt dette her, som jeg har taget på må og få, er noget værd." - "Gud fri os," tænkte jøden, "det er rigtignok nydeligt, som han taler om kongen. Det må jeg op på slottet og fortælle, så får jeg nok en belønning, og han bliver straffet." Kongen blev rasende, da han hørte, hvad bonden havde sagt, og befalede jøden at bringe synderen op på slottet. Jøden skyndte sig ned til bonden og sagde: "I skal på stående fod komme op til kongen." - "Tøv lidt," sagde bonden, "jeg ved nok, hvad der passer sig. Jeg må først have syet mig en anden frakke. Tror I en mand, der har så mange penge på lommen, går til kongen i de pjalter." Da jøden så, at han ikke kunne få bonden med i det tøj og var bange for, at kongens vrede skulle gå over, sagde han: "Hvad gør man ikke for sine venner. Jeg vil låne jer en pæn frakke." Det tog bonden imod, trak jødens frakke på og gik op på slottet. Kongen bebrejdede ham nu hans utaknemmelige opførsel. "En jøde siger ikke et sandt ord," sagde bonden, "det kunne såmænd gerne falde den fyr ind at sige, det var hans frakke, jeg havde på." - "Hvad for noget," råbte jøden, "er det ikke min frakke. Jeg har jo lånt Jer den af det bare venskab, for at I kunne være pænt klædt på, når I skulle op på slottet." Da kongen hørte det, sagde han: "Enten har jøden narret bonden eller mig," og så lod han ham give endnu flere af de hårde dalere. Men bonden gik hjem i sin gode frakke og med alle sine penge i lommen og tænkte: "Denne gang har jeg rigtignok båret mig klogt ad."

 

从前有个农夫，赶着一头母牛去集市出售，结果卖了七个银币。 在回家的路上，他经过一个池塘，远远地就听到青蛙们在叫："呱--呱--呱--呱--。""嘿，"农夫自言自语地说，"你们真是在胡说八道。我只卖了七个银币，不是八个。"他走到池塘边，冲着青蛙喊道："你们这些愚蠢的东西！难道你们还没有搞清楚吗？是七个银币，不是八个！"可是青蛙还在那里叫着："呱，呱，呱，呱。""我说，要是你们真的不相信，我可以数给你们看。"农夫说着便从口袋里掏出钱来数，并把二十个小钱算成一个银币，结果数来数去还是七个银币，然而青蛙们根本不管他数出来的钱是多少，只管一个劲地叫着："呱，呱，呱，呱。""什么？"农夫生气地喊道，"要是你们自以为懂得比我还多，那你们就自己去数吧。"他说着把钱全部扔进了水里。 他站在池塘边，等待着青蛙们把钱数完后还给他，可是青蛙们却固执己见，仍然叫着："呱，呱，呱，呱。"它们再也没有把钱还回来。 农夫在那里等了很久，一直等到天黑，才不得不回家。 临走的时候，他大声骂青蛙："你们这些水鬼，你们这些蠢货，你们这些阔嘴巴、鼓眼睛的家伙！你们整天吵得别人耳朵根不得清静，而你们居然连七个银币都数不清！你们以为我会一直呆在这里等着你们把钱数清吗？"他说完这番话就走了，而青蛙们还在喊着：

"呱，呱，呱，呱"，气得他到家时仍然憋着一肚子气。

过了一阵子，农夫又买了一头牛，把它宰了。 他一算计，发现自己不仅可以挣回两头牛的钱，而且还白得一张牛皮。 于是，他把肉运到了城里；可是城门口有一大群狗，领头的是一只大狼犬。 大狼犬围着牛肉跳来跳去，一面闻一面"汪，汪，汪"地叫着。 农夫看到自己怎么也制止不了它，便对它说："是的，是的，我知道你那'汪，汪，汪'的意思。你是想吃点肉，可要是我们肉给了你，我自己就倒霉了！"但是狼犬只是回答"汪，汪，汪"。 "那么你愿不愿意答应不把肉全吃完，并且愿意为其他狗作担保呢？""汪，汪，汪，"狼犬叫着。 "好吧，要是你硬要这么做，我就把肉都留在这里。我认识你，也知道你在谁家当差。我把话说在头里，你必须在三天内把钱还给我，不然我叫你好看！你可以把钱送到我家去。"说着，农夫就把肉卸在地上，转身回家去了。 那群狗一下子扑到牛肉上，大声叫着："汪，汪，汪！"

农夫在远处听到它们的叫声，自言自语地说："听啊，它们现在都想吃一点，但账得由那头大狼犬付。"

三天过去了，农夫想："今晚我的钱就可以装在我的口袋里了。"想到这里，他非常高兴。 然而谁也没有来给他还钱。 "这年月谁也不能相信！"他说。 到最后他终于不耐烦了，只好进城找屠夫要钱。 屠夫以为他是在开玩笑，可是农夫说："谁和你开玩笑？我要我的钱！难道你的那条大狼犬三天前没有把一整头牛的肉给你送来吗？"屠夫这次真的发火了，一把抓起扫帚把农夫赶了出去。 "你等着，"农夫说，"这世界上还有公道呢！"他说着就跑到王宫去喊冤，结果被带去见国王。 国王正和公主坐在一起，他问农夫有什么冤屈。 "天哪！"他说，"青蛙和狗把我的钱拿走了，屠夫不但不认账，还用扫帚打我。"接着，他把事情从头至尾讲了一遍，逗得公主开心地哈哈大笑。 国王对他说："这件事情我无法为你主持公道，不过我可以把我女儿嫁给你。她一辈子还从来没有像笑你那样大笑过；我许过愿，要把她嫁给能使她发笑的人。你能交上这样的好运，真得感谢上帝！"

"哦，"农夫回答，"我才不想娶你女儿呢。我已经有了一个老婆，而这个老婆我都嫌多。每次我回到家里，总觉得到处都有她似的。"国王一听就生了气，说："你真是个蠢货！""嗨，国王老爷，"农夫说，"除了牛肉，你还能指望从牛身上得到什么呢？""等等，"国王说，"我另外给你一样奖赏吧。你现在去吧，过三天再回来。我要给你整整五百块银元。"

农夫从宫门出来时，卫兵问他："你把公主逗笑了，肯定得到什么奖赏了吧？""我想是吧，"农夫说，"国王要给我整整五百块银元呢。""你听我说，"卫兵说，"你要那么多钱干什么？分一点给我吧！""既然是你嘛，"农夫说，"我就给你两百块吧。你三天后去见国王，让他把钱付给你好了。"站在旁边的一位犹太人听到了他们的谈话，赶紧追上农夫，拽着他的外衣说："我的天哪，你的运气真好啊！你要那些大银元做什么？把它们换给我吧，我给你换成小钱。""犹太人，"农夫说，"你还有三百块银元好拿，赶紧把小钱给我吧。三天后让国王把钱给你好了。"犹太人很高兴自己占到了便宜，给农夫拿来了一些坏铜钱。 这种坏铜钱三枚只能值两枚。 三天过去了，农夫按国王的吩咐，来到了国王的面前。 国王突然说道："脱掉他的外衣，给他五百板子。""嗨，"农夫说道，"这五百已经不属于我了。我把其中的两百送给了卫兵，把另外的三百换给了犹太人，所以它们根本不属于我。"就在这时，卫兵和犹太人进来向国王要钱，结果分别如数挨了板子。 卫兵因为尝过板子的滋味，所以挺了过来；犹太人却伤心地说："天哪，天哪，这就是那些沉重的银元吗？"国王忍不住对农夫笑了，怒气也消失了。 他说："既然你在得到给你的奖赏之前就已经失去了，我愿意给你一些补偿。你到我的宝库去取一些钱吧！愿意拿多少就拿多少。"这句话农夫一听就懂，把他的大口袋装得满满的，然后他走进一家酒店，数着他的钱。 犹太人悄悄跟在他的后面，听见他在低声嘀咕："那个混蛋国王到底还是把我给骗了！他干吗不自己把钱给我呢？这样我就能知道他究竟给了我多少。他现在让我自己把钱装进口袋，我怎么知道有多少钱呢？""我的天哪，"犹太人心中想道，"这个家伙居然在说国王大人的坏话。我要跑去告诉国王，这样我就能得到奖赏，而这家伙就会受到惩罚。"

国王听了农夫说过的话大发雷霆，命令犹太人去把农夫抓来。 犹太人跑到农夫那里，对他说："国王让你赶紧去见他。""我知道怎么去更好，"农夫回答，"我要先请裁缝给我做件新外套。你认为口袋里装着这么多钱的人能穿着这身旧衣服去见国王吗？"犹太人看到农夫怎么也不愿意穿着旧衣服去见国王，怕时间一长国王的怒火平息了，自己会得不到奖赏，农夫也会免遭惩罚，便对他说："纯粹是出于友谊，我暂时把我的外套借给你。为了友爱，人可是什么事情都肯做的呀！"农夫对这种安排很满意，便穿上犹太人的外套，和他一起去见国王。

国王责问农夫为什么要说犹太人所告发的那些坏话。

"啊，"农夫说，"犹太人什么时候说过真话呢？狗嘴里吐不出象牙来！这混蛋大概还要说我身上的外套是他的呢。"