丹麦语泛读之安徒生童话丹麦版:卖火柴的小姑娘2

Henne i en krog mellem to huse, det ene gik lidt mere frem i gaden end det andet, der satte hun sig og krøb sammen; de små ben havde hun trukket op under sig, men hun frøs endnu mere og hjem turde hun ikke gå, hun havde jo ingen svovlstikker solgt, ikke fået en eneste skilling, hendes fader ville slå hende og koldt var der også hjemme, de havde kun taget lige over dem og der peb vinden ind, skønt der var stoppet strå og klude i de største sprækker. Hendes små hænder var næsten ganske døde af kulde. Ak! En lille svovlstik kunne gøre godt. 

Turde hun bare trække én ud af bundtet, stryge den mod væggen og varme fingrene. Hun trak en ud, »ritsch« hvor spruddede den, hvor brændte den! Det var en varm, klar lue, ligesom et lille lys, da hun holdt hånden om den; det var et underligt lys! Den lille pige syntes hun sad foran en stor jernkakkelovn med blanke messingkugler og messingtromle; ilden brændte så velsignet, varmede så godt! Nej, hvad var det! - Den lille strakte allerede fødderne ud for også at varme disse, - da slukkedes flammen. Kakkelovnen forsvandt, - hun sad med en lille stump af den udbrændte svovlstik i hånden.