»Det er min bedstemoder!« sagde store Claus, »jeg har slået hende ihjel, for en skæppe penge!«
»Gud bevare os!« sagde apotekeren. »I snakker over Eder! sig dog ikke sådan noget, for så kan I miste hovedet!« Og nu sagde han ham rigtigt, hvad det var for noget forskrækkeligt ondt, han havde gjort, og hvilket slet menneske han var, og at han burde straffes; store Claus blev da så forskrækket, at han sprang lige fra apoteket ud i vognen, piskede på hestene og for hjem, men apotekeren og alle folk troede han var gal, og lod ham derfor køre, hvorhen han ville. »Det skal du få betalt!« sagde store Claus, da han var ude på landevejen! »ja det skal du få betalt, lille Claus!« og nu tog han, så snart han kom hjem, den største sæk, han kunne finde, gik over til lille Claus og sagde: »Nu har du narret mig igen! først slog jeg mine heste ihjel, så min gamle bedstemoder! Det er alt sammen din skyld,
men aldrig skal du narre mig mere!« og så tog han lille Claus om livet og puttede ham i sin sæk, tog ham så på nakken og råbte til ham:
»Nu går jeg ud og drukner dig!«