Dansk regnes af de fleste forældre for at være det vigtigste
fag. Meget ofte er det færdigheder i dansk, der afgør,
om man regnes for at være begavet eller ubegavet.
En dreng eller pige, der ikke kan læse og stave, er nok
ikke så intelligent, tænker mange. Derfor er forældre
ofte meget bekymrede, når deres børn ikke klarer sig så
godt i læsning og stavning, og de er bange for, at de så
ikke vil klare sig godt senere i livet. En sådan bekymring
skal tages alvorligt, og der skal sættes ind med hjælp,
hvis der er grund til det. Men oftest viser det sig, at
børnene er helt normale, men udvikler sig forskelligt.