丹麦语安徒生童话之在遥远的海极2

Hos os var det
endnu efterårsdage, det tænkte de på deroppe; de huskede på solstrå-
lerne i hjemmet og på det rødgule løv, som hang på træerne. Uret
viste, at det var aften og sovetid, og i et af snehusene strakte sig alle-
rede to for at hvile; den yngste havde med sin bedste, rigeste skat
hjemmefra, den, bedstemo'er før afrejsen gav ham med, det var Bibe-
len. Hver nat lå den under hans hovedgærde, han vidste fra barndoms-
årene af, hvad der stod i den; hver dag læste han et stykke, og på hans
leje kom ham tit så trøstende i tanke de hellige ord: »Ville jeg tage
morgenrødens vinger, ville jeg bo ved det yderste hav, du skulle dog
føre mig og din højre hånd holde mig fast!« - og under sandhedens
ord og tro lukkede han øjnene, søvnen kom og drømmen kom, åndens
åbenbarelse i Gud; sjælen var den levende under legemets hvile, han
fornam det, det var som melodier af gamle kære, kendte sange; det
åndede så mildt, så sommervarmt, og fra sit leje så han det skinne over
sig, som om snekuplen blev gennemstrålet udefra; han løftede sit ho-
ved, det strålende hvide var ikke vægge og loft, det var de store vinger
fra en engels skuldre, og han så op i hans milde, lysende ansigt.