丹麦语安徒生童话之瓶颈2

»Ja, du kan sagtens synge!« sagde flaskehalsen, ja den sagde det ikke
således, som vi kunne sige det, for en flaskehals kan ikke tale, men den
tænkte det sådan inde i sig, som når vi mennesker taler indvendig. »Ja,
du kan sagtens synge! Du, som har dine hele lemmer. Du skulle prøve,
som jeg, at have mistet din nederdel, kun at have hals og mund og det
med prop i, således som jeg, så sang du ikke. Men det er da godt, at
nogen er fornøjet! Jeg har ingen grund til at synge, og jeg kan det
heller ikke! Det kunne jeg, dengang, jeg var hel flaske og man gned
mig med en prop; jeg blev kaldt den rigtige lærke, den store lærke! -
Og så da jeg var med buntmagerens i skoven, og datteren blev forlovet
- ja det husker jeg, som om det var i går! Jeg har oplevet meget når jeg
tænker mig om! Jeg har været i ild og vand, nede i den sorte jord og
højere oppe end de fleste, og nu svæver jeg uden for fugleburet i luft
og solskin! Det kunne nok være umagen værd at høre min historie,
men jeg taler ikke højt om den, for jeg kan ikke!«
Og så fortalte den inde i sig, eller tænkte inde i sig selv sin historie,
der var mærkelig nok, og den lille fugl sang lystelig sin vise, og nede
på gaden kørte man og gik man, enhver tænkte på sit, eller tænkte slet
ikke, men det gjorde flaskehalsen.