丹麦语安徒生童话之瓶颈16

Og nu stod den på loftet i tyve år; den kunne have stået længere,
skulle ikke huset have været bygget om. Taget blev revet af, flasken set
og omtalt, men den forstod ikke sproget; det lærer man ikke af at stå
på loftet, selv i tyve år. »Var jeg blevet nede i stuen,« mente den
rigtignok, »så havde jeg nok lært det!«
Den blev nu vasket og skyllet, den kunne trænge til det; den følte sig
ganske klar og gennemsigtig, den var ung igen på sin gamle alder, men
sedlen, den havde båret på, den var gået i vasken.
Flasken fyldtes nu med frøkorn, den kendte ikke den slags; den blev
tilproppet og svøbt vel ind, den så hverken lygte eller lys, endsige sol
eller måne, og noget skal man dog se, når man går på rejser, mente
flasken, men den så ikke noget, dog det vigtigste gjorde den - den
rejste og kom hen, hvor den skulle, der blev den pakket ud.