丹麦语安徒生童话之瓶颈14

Flasken blev taget op og betragtet; sedlen inde i den blev set, taget
ud, vendt og drejet, men de forstod ikke, hvad der var skrevet der; de
begreb nok, at flasken var kastet over bord, og at der stod noget om
det på papiret, men hvad stod der, det var mærkeligheden, - og sedlen
blev puttet i flasken igen, og denne stillet op i et stort skab, i en stor
stue, i et stort hus.
Hver gang fremmede kom, blev sedlen taget frem, vendt og drejet, så at
skriften, der kun var med blyant, blev mer' og mer' ulæselig; til sidst kunne
ingen mere se, at det var bogstaver. Og flasken stod endnu et år i skabet,
kom så på loftet og blev skjult af støv og spindelvæv; da tænkte den på
bedre dage, da den skænkede rød vin i den friske skov, og da den gyngede
på bølgerne og havde en hemmelighed at bære, et brev, et afskedssuk.