丹麦语安徒生童话之瓶颈13

Det beskrevne blad, det sidste farvel fra brudgom til brud ville kun
bringe sorg, kom det engang i de rette hænder, men hvor var de
hænder, de, der havde skinnet så hvide da de bredte dugen i det friske
græs, i den grønne skov, på forlovelsens dag? Hvor var buntmagerens
datter? Ja, hvor var landet, og hvilket land lå vel nærmest? Det vidste
flasken ikke; den drev og den drev og var til sidst så også ked af at
drive, det var ikke dens bestemmelse, men den drev alligevel, til ende-
lig den nåede land, et fremmed land. Den forstod ikke et ord af hvad
her blev talt, det var ikke det tungemål, den før havde hørt tale, og der
går en meget tabt, når man ikke forstår sproget.