丹麦语安徒生童话之瓶颈12

Han skrev sin bruds navn, sit og skibets, stak sedlen ind i en tom flaske, der stod, pres-
sede proppen fast og kastede flasken ud i det stormende hav; han
vidste ikke, at det var den flaske, hvoraf var skænket glædens og
håbets skål for ham og hende; den gyngede nu på bølgerne med
hilsen og dødsbud.
Skibet sank, mandskabet sank, den fløj som en fugl, den havde jo
hjerte, et kærestebrev inde i sig. Og solen stod op og solen gik ned, det
var for flasken at se, ligesom i dens begyndelsestid den røde, gloende
ovn, den havde længsel efter at flyve igen derind. Den fornam havblik
og nye storme, ikke stødte den mod noget klippestykke, ikke blev den
slugt af nogen haj; mer' end år og dag drev den om, snart mod nord,
snart mod syd, som strømningerne førte den. Den var i øvrigt sin egen
herre, men det kan man også blive ked af.