丹麦语安徒生童话之瓶颈19

Selv stod den vel i en afsides gang, men just det havde noget for tanken, flasken stod og bar sit lys,
stod her til nytte og fornøjelse, og det er det rette; i en sådan time
glemmer man tyve år på loftet - og det er godt at glemme.
Tæt forbi den gik et enkelt par arm i arm, som brudeparret ude i
skoven: styrmanden og buntmagerens datter; det var for flasken, som
om den levede det om igen. I haven gik gæster, og der gik folk, som
turde se på dem og stadsen, og mellem disse gik en gammel pige,
frændeløs, men ikke venneløs, hun tænkte netop på det samme som
flasken, hun tænkte på den grønne skov og på et ungt brudepar, der
kom hende meget ved, hun var part deri, hun var halvparten, det var
i hendes lykkeligste time, og den glemmer man aldrig, selv om man
bliver nok så gammel en jomfru. Men hun kendte ikke flasken, og den
kendte ikke hende, således går man hinanden forbi i verden - til man
mødes igen, og det gjorde de to, de var jo kommet i by sammen.