»Du skal sandelig ikke kaste to rigsdaler bort for en brudebuket til
din datter!« sagde den gamle pige, »du skal hos mig få en nydelig én,
fald af blomster! Ser du, hvor dejligt træet står. Ja, det er såmænd en
stikling af det myrtetræ, du gav mig dagen efter min forlovelsesdag,
det, jeg selv skulle, når året var omme, tage mig min brudebuket af,
men den dag kom ikke! De øjne blev lukkede, som skulle have lyst for
mig til glæde og velsignelse i dette liv. På havsens bund sover han sødt,
den englesjæl! - Træet blev et gammelt træ, men jeg blev endnu ældre,
og da træet sygnede hen, tog jeg den sidste friske gren, satte den i
jorden, og grenen er nu blevet sådan et stort træ og kommer så dog til
sidst til bryllupsstads, bliver brudebuket for din datter!«