»Jeg vil være noget!« sagde den ældste af fem brødre, »jeg vil være til
nytte i verden; lad det være nok så ringe en stilling, kun at det er godt,
det jeg udretter, så er det noget. Jeg vil lave mursten, dem kan man
ikke undvære! Så har jeg dog gjort noget!«
»Men noget alt for lidt!« sagde den anden broder, »det, du gør, er
så godt som ingenting; det er håndlangerarbejde, kan udrettes ved
maskine. Nej, så hellere blive murer, det er dog noget, det vil jeg være.
Det er en stand! Ved den kommer man ind under lavene, bliver bor-
ger, har sin egen fane og sin egen kro; ja, går det godt, kan jeg holde
svende, bliver kaldt mester, og min kone bliver mesterinde; det er
noget!«