Så kom geniet, den fjerde broder, der ville finde på noget nyt, noget
aparte og én etage til; men den knak af for ham og han faldt ned og
brak halsen, - men han fik en dejlig begravelse med lavsfaner og mu-
sik, blomster i avisen og på gaden hen over brolægningen, og der blev
holdt tre ligtaler over ham, den ene meget længere end den anden, og
det ville have fornøjet ham, for han holdt meget af at tales om; der
kom et monument på graven, kun én etage, men det er altid noget!
Nu var han død ligesom de tre andre brødre, men den sidste, han,
som ræsonnerede, overlevede dem alle sammen, og det var jo det
rette, for så havde han det sidste ord, og det var ham af stor vigtighed
at have det sidste ord. Han var jo det gode hoved! sagde folk. Nu slog
også hans time, han døde og kom til himmeriges port. Her kommer
altid to og to! Her stod han med en anden sjæl, der også gerne ville
ind, og det var netop den gamle mo'er Margrethe fra digehuset.