Da åbnede sig himmeriges port, og engelen førte den gamle kone
ind; hun tabte et sengehalm udenfor, et af de strå, der havde ligget i
hendes seng, den, hun tændte for at frelse de mange, og det var blevet
til det pure guld, men et guld, der voksede og slyngede sig i de dejlig-
ste forsiringer.
»Se, det bragte den fattige kone!« sagde engelen. »Hvad bringer nu
du? Ja, jeg ved nok, du har ingenting udrettet, ikke engang lavet en
mursten; kunne du bare gå tilbage igen og bringe i det mindste så
meget; den duede sagtens ikke, når du havde gjort den, dog gjort med
en god vilje, det var altid noget; men du kan ikke gå tilbage, og jeg
kan ikke gøre noget for dig!«