丹麦语安徒生童话之一点成绩12

Da gav Vor- herre mig den tanke at stikke ild i min seng, hellere lade huset brænde
af, end at de mange så ynkeligt skulle dø. Jeg fik lyset tændt, så den
røde flamme - ja, jeg nåede ud af døren, men der blev jeg liggende, jeg
kunne ikke mere; luen stod ud efter mig og ud af vinduet, hen over
taget; de så den derudefra og de løb alle, hvad de kunne, for at hjælpe
mig arme stakkel, som de troede brændte inde; der var ikke én, som jo
løb af sted; jeg hørte de kom, men jeg hørte også, hvorledes det med
ét susede i luften; jeg hørte det dundrede som svære kanonskud,
springfloden løftede isen, der brødes itu; men til diget nåede de, hvor
gnisterne fløj hen over mig; jeg fik dem alle i behold; men jeg har ikke
måttet kunne tåle kulden og den forskrækkelse, og så er jeg kommet
herop til himmerigs port; de siger, den bliver lukket op også for sådan
en stakkel, som jeg! Og nu har jeg jo ingen hus mere dernede på diget,
dog det giver mig da ingen adgang her.«