丹麦语安徒生童话之老橡树的最后一梦5

Og egetræet stod afklædt alt sit løv for at gå til ro hele den lange
vinter og i den at drømme mangen drøm, altid noget, oplevet, ligesom
i menneskenes drømme.
Det havde også engang været lille, ja et agern havde været dets
vugge; efter menneskeregning levede det nu i et fjerde århundrede;
det var det største og ypperste træ i skoven, med sin krone ragede det
højt over alle de andre træer og blev set langt ude fra søen, var skibs-
mærke; det tænkte slet ikke på, hvor mange øjne der søgte det. Højt
oppe i dets grønne krone byggede skovduerne, og gøgen kukkede der,
og i efteråret, når bladede så ud som hamrede kobberplader, kom
trækfuglene og hvilede der, før de fløj hen over søen; men nu var det
vinter, træet stod bladløst, man kunne ret se, hvor bugtede og krogede
grenene strakte sig: krager og alliker kom og satte sig skiftevis der og
talte om de strenge tider, som begyndte, og hvor svært det var at få
føden om vinteren.